Klaus Lynggaard er ikke færdig - men er kommet i mål efter årtiers tilløb

Klaus Lynggaard fortæller om sin nye roman "En færdig mand" og giver tre anbefalinger inden for samme emne.

Klaus Lynggaard er blandt andet kendt som en højt respekteret musikanmelder, men nu er han tilbage som forfatter. (PR-foto)

Klaus Lynggaard er blandt andet kendt som en højt respekteret musikanmelder, men nu er han tilbage som forfatter. (PR-foto)

Foto: Robin Skjoldborg/presse

"En fortælling om et menneske, der forsøger at opføre sig ordentligt i en verden, hvor hæderlighed ikke længere er i høj kurs". Sådan lyder anslaget til Klaus Lynggaards nye roman "En færdig mand".

Romanen er den første efter gennembruddet i midten af 1980'erne med ungdomsromanerne "Martin og Victoria" og "Victorias år".

Du havde kun titlen, da du gik i gang. Hvad udsprang den af?

- Titlen "En færdig mand" har spøgt nogle år, hvilket skyldes, at den kan forstås på flere måder, og så har den bare den helt rigtige klang.

- Når jeg siger, "jeg er helt færdig", er det som regel blot et udtryk for noget midlertidigt. Men et menneske kan også afskrives med en påstand om. at vedkommende er helt færdig.

- Det at være færdig kan også tolkes som at være færdigskabt. At have fundet sin identitet og sit ståsted i verden. Det er jo ikke ensbetydende med at have fundet hverken lykken eller de vises sten, men det giver en anden forudsætning for at tackle de knubs, tilværelsen uvægerligt tildeler én.

Hvad har været særligt interessant at undersøge i skriveprocessen?

- Som altid i mine tekster står menneskelige relationer centralt. Hovedpersonen Thomas kæmper med en ensomhedsfølelse, men det spændende er jo, hvor mange mennesker han alligevel i løbet af romanen interagerer med. Den nære familie (ikke mindst hans oprørske datter), venner, kolleger og en tidligere veninde. Plus naboer, ekspedienter og ikke mindst katten Nico. Det har været vildt inspirerende at skrive om, hvordan han navigerer i det sociale.

- Derudover har jeg været meget fascineret af at beskrive et menneske, som på mange måder er væsensforskellig fra mig selv. Han er yngre, enkemand og alenefar. Han har arbejdet i et entreprenørfirma hele sit voksne liv og er bange for både at flyve og sejle. Og så er han efter eget udsagn borgerlig. Det er jeg såmænd nok også selv i den forstand, at jeg lever et stille liv fuld af hverdagsrutiner og uden alt for meget hurlumhej.

Hvordan har det været at vende tilbage til prosaen efter næsten fire årtier?

- Det har været som at finde en gammel sweater i bunden af skabet og finde ud af, at den stadig passer - og at jeg stadig kan lide måden, den både ser ud og sidder på.

- Selv om jeg naturligvis har taget et kæmpe tilløb - min vej gennem tilværelsen er bestrøet med kvarte romaner, som det var umuligt at færdiggøre grundet behovet for at køre kassen hjem i det daglige - gik det nogle dage forbløffende let at få stoffet til at leve.

- Der var også dage, hvor det hele gik i fisk. Men det har alt i alt været en fantastisk proces, og hvis helbredet tillader det, har jeg yderligere et par idéer, jeg godt kunne tænke mig at udfolde i romanform.

Her følge tre anbefalinger til at blive klogere på manderoller.

1. Peter Ravn: "Faldet" (Udstillingskatalog, Tegners Museum, 2022)

- Billedkunstneren Peter Ravn har i mange år beskæftiget sig med maskulin identitet. Hvor det kritiske blik gerne rettes mod den kunstneriske sektor, er erhvervslivet indtil videre ikke i stor stil kommet i #MeToobølgens søgelys. Ravn udforsker med visuel sikkerhed og intensitet den skrøbelighed, angst og uro, der gemmer sig bag erhvervsmandens selvsikre facade og veltrimmede krop. På Tegners Museum i 2022 virkede hans oliemalerier endnu stærkere i kontrast til og samspil med Rudolph Tegners hyper potente skulpturer af surreelt overdimensionerede mandsfigurer.

2. Romanen "Natten er Jordens skygge" af Jens Martin Eriksen

- Som barn er man i andres vold, hvis man vil have mad, tøj og tag over hovedet, og nogle oplever både råhed og omsorgssvigt i en sådan grad, at det kan være svært at finde sig til rette som voksen i det borgerlige samfund med dets regler, skikke og middelklasseværdier. Jens-Martin Eriksens knytnæve af en roman skildrer gennem bogens drengefortæller en sådan skæbne, der i 1960'ernes Aalborg må navigere på listesko gennem felter af afstumpethed og småkriminalitet for overhovedet at overleve. Vilkår af den art risikerer at forme mænd, som i værste fald kan volde andre ubodelig skade.

3. Romanen "Max, Mischa & Tet-offensiven" af Johan Harstad

- Der er romaner af en så spraglet natur og en sådan tykkelse, at de unddrager sig kort referat. Med sine over tusind sider må Johan Harstads verbale tour de force siges at være af den art. Men den handler også om drenge, der bliver til mænd og febrilsk leder efter et ståsted i verden. Hovedpersonen Max Hansen har opnået en vis position i samfundet, men det giver ham ikke i overvældende grad sindsro. Og så handler den også om det årelange forhold mellem Max og bedstevennen Mordecai, der naturligvis, som den slags har for vane, går op og ned.

Klaus Lynggaard

  • Klaus Lynggaard er født 1956 og er forfatter, essayist, kritiker, digter, sanger og sangskriver.
  • Han debuterede i 1981 med digtsamlingen "Vinterkrig". Få år efter kom romanerne "Martin & Victoria" og "Victorias År", som blev hans store folkelige gennembrud.
  • I 2016 udgav han efter en længere skønlitterær pause digtsamlingen "Personfølsomme oplysninger" om et kræftforløb.
  • Han har spillet i og udgivet plader med grupperne Mental Midget, Quote Unquote, Strejfer og Krumspring samt udsendt to soloalbum, senest "Tålt ophold" i 2010. Derudover har han arbejdet som DJ.
  • I 25 år frem til 2017 var han tilknyttet Dagbladet Information som musikskribent, derefter Weekendavisen 2018-2022.
  • Gennem årene har han holdt hundredvis af foredrag på skoler, højskoler, biblioteker og universiteter i Danmark og i udlandet.
  • Hans nye roman hedder "En færdig mand" og er netop udkommet.
  • Han bor pt. i Nødebo i Hillerød Kommune.

Bogen 'en færdig mand' af Klaus Lynggard
Bogen 'en færdig mand' af Klaus Lynggard Foto: Presse

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...