- Vi arbejder kontinuerligt på at forbedre forholdene for vores ældre

(Svar til debatindlæg af Wedell Christensen) I sit indlæg peger Wedell Christensen på tilsynsrapporter som bevis for, at ældreplejen i Furesø Kommune er på et "tredjerangsniveau." Det er en alvorlig påstand, men det er vigtigt at holde sig til fakta. Lad os derfor understrege, at Styrelsen for Patientsikkerhed netop har ophævet alle påbud mod Furesø Kommune. Det er et resultat af et år langt, dedikeret arbejde fra vores medarbejdere, som har sikret højere kvalitet og bedre standarder i ældreplejen. Dette arbejde fortjener anerkendelse, og vi håber, at fremtidige debatter vil tage afsæt i de faktiske forhold.

Wedell Christensen rejser også spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret for de gennemførte besparelser ligger hos forvaltningen eller byrådet. Som politikere er vi naturligvis nødt til at stole på vores forvaltning, som vi arbejder tæt sammen med. Det er en realitet, at der nogle gange kan ske fejl i forvaltningens prognoser, og det kan resultere i forkerte beslutninger. Det er en risiko, vi er nødt til at tage. Alternativet ville være at opbygge et massivt administrativt uafhængigt kontrolapparat, hvilket ville være både ineffektivt og dyrt. Som folkevalgte repræsenterer vi borgerne og træffer beslutninger ud fra den viden, der foreligger, men vi er også afhængige af de faglige vurderinger, vi modtager fra forvaltningen.

Til slut foreslår Wedell Christensen, at kommunale plejehjem skal sendes i udbud enkeltvis. Vi er naturligvis altid åbne for forslag, der kan forbedre vores ældrepleje. Men at sende hvert enkelt plejehjem i udbud vil kræve en omhyggelig vurdering af, om dette reelt vil føre til bedre kvalitet og tryghed for vores ældre. Det er ikke en beslutning, der bør træffes let eller uden grundige overvejelser. Vores mål er altid at sikre, at ældreplejen i Furesø er af høj kvalitet, og vi arbejder kontinuerligt på at forbedre forholdene for vores ældre, uanset hvilken model for plejehjemsdrift der anvendes. Det arbejder vi på at sikre bl.a. gennem pårørendeundersøgelser, indførelsen af en bestyrelse på plejehjemmet Lillevang, konkurrenceudsættelse af madproduktion, fokus på god ledelse og etablering af et friplejehjem.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...