Ny formand skal løfte erhvervsindsatsen

Dorthe Dahlin Irvold er ny person i spidsen for Vordingborg Erhvervsforening.

Dorthe Dahlin Irvold er ny person i spidsen for Vordingborg Erhvervsforening.

Foto: Vordingborg Erhvervsforening

Efter en periode, hvor erhvervsarbejdet ikke har haft det ønskede niveau, har Vordingborg Erhvervsforening fået ny formand.

Det er Dorthe Dahlin Irvold, der sammen med kommunalbestyrelsesmedlem Daniel Irvold (løsgænger) ejer og driver Irvold IT & Kommunikation. Næstformand er malermester Willi Becke, der tidligere har siddet i spidsen for foreningen.

- Ambitioner og planer går fortsat på at få sat gode netværksaktiviteter i gang og sikre medlemsplejen. Og så handler det om at få implementeret erhvervsmasterplanen i tæt samarbejde med Business Vordingborg og Vordingborg Kommune, lyder det i en pressemeddelelse fra Vordingborg Erhvervsforening.

Yngre vinkler

På generalforsamlingen i april blev bestyrelsen udvidet med Matias Aabye, Founding Partner hos Safe IT-Solutions, samt Tobias Ebbesen, der er ung iværksætter og bidrager til bestyrelsen med vinkler for unge erhvervsdrivende.

Derudover består bestyrelsen af Henrik Plenge Jensen fra LE34 A/S, Karen Mette Lassen fra Viking Malt, Rasmus Møller fra Filtenborg EL A/S, Kenneth Henriksen fra Pribo, Per Starup Sennicksen fra Humanostics og Finn Pedersen fra Lollands Bank.

Under den nye bro

Næste netværksmøde i erhvervsforeningen bliver en sejltur under den nye bro. Det sker onsdag 11. september, hvor deltagerne mødes senest klokken 16 på Vordingborg Havn for at tage turen med bus til Stubbekøbing. Her venter Færgen Ida, der sejler ud til byggeriet af den nye Storstrømsbro.

Helene Urth, direktør i Business Vordingborg, vil fortælle om den grønne udvikling i Vordingborg Kommune, og projektleder Ulrik Winther Blindum fra Besøgscenter Storstrømsbroen vil fortælle om byggeriet af broen. I Vordingborg Havn vil havnedirektør Jan-Jaap Cramer orientere om havnens udvikling.

Arrangementet er kun for foreningens medlemmer, men nye medlemmer er velkomne. Tilmelding senest 4. september.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...