OL-guld til herrerne.
OL-bronze til kvinderne.
Dansk håndbold har succes i disse år, og det glæder selvsagt formand Morten Stig Christensen, der har siddet på posten i Dansk Håndbold siden 2021.
Han var fløjet hjem fra Paris i forvejen, så han mandag aften kunne modtage spillerne helt ude med gate A18 og give en tillykke-krammer og holde en hyldesttale - som også DIF-formand Hans Natorp gjorde det.
- Når begge hold kommer hjem med en medalje, så kan man ikke forlange mere. Kvindelandsholdet havde en lidt bumpet tur gennem OL-turneringen og med forventninger og forhåbninger om at kunne gøre noget ved Norge (i semifinalen, red.). Men der var de ret beset chanceløse, og så rejser de sig mod Sverige (i bronzekampen, red.), og den indsats var helt fænomenal, og der tænkte jeg: Hold da op, hvordan kan det overgås?, siger Morten Stig Christensen i Sjællandske Nyheders håndboldpodcast, Hånden på bolden.

Men overgået blev den indsats, for søndag eftermiddag vandt herrerne så guld efter en stærk indsats mod Tyskland.
- De gør noget, jeg aldrig har oplevet før og nok ikke kommer til at opleve - de afgør kampen mod et ekstremt formstærkt tysk hold, som kom med bunker af selvtillid, og så var kampen nærmest afgjort efter 20 minutter. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger håndboldformanden.
- Jeg er godt gammeldags stolt over det, de to hold har præsteret sammen med staben og trænerne - og på dansk håndbolds vegne vise, at vores foreningskultur godt kan levere topresultater. Foreningskulturen er ikke kun bredde, for den leverer også toppræstationer. Jeg er stolt helt ind i håndboldsjælen.
Omkring kvindeholdet er det værd at nævne, at det er femte mesterskab i træk, at holdet nåede til semifinalen, men netop nu er Norge og Frankrig et stykke foran, så der er et hul, der skal lukkes op til dem.
Det skal blandt andet ske ved at blive ved med at udvikle spillerne ude i de klubber, som Morten Stig Christensen sender en tak til i denne succes-anledning.
- De bliver ved med
at skabe så gode oplevelser for vores børn og unge mennesker - det er forudsætningen for, hvor vi står i dag, og spillerne på landsholdet er dygtige til også at sende en tanke til, hvor de kommer fra. Kæmpe cadeau til hverdagens helte derude i klubberne, som tager det store slæb med, at spillerne husker deres sko, tager til stævner, til udlandet, står for håndboldskoler og alt det. Der starter de store oplevelser, siger Morten Stig Christensen.
Hør hele samtalen her:
Her en snak med stregspiller Lukas Jørgensen efter hjemkomsten.