Forurenet badevand - nu er årsagen fundet

Badevandet i havnebadet har hen over sommeren ofte været forurenet, og efter undersøgelser har man nu fundet årsagen.

Havnebadet på marinaen har desværre ofte været lukket denne sommer grundet for dårlig badevandskvalitet.

Havnebadet på marinaen har desværre ofte været lukket denne sommer grundet for dårlig badevandskvalitet.

Foto: Allan Noerregaard

Spekulationerne på særligt de sociale medier har været mange, når det er kommet til spørgsmålet om de hyppige forureninger af det populære havnebad på Køge Marina.

Den Korte Version
  • Køge Kommune har fundet årsagen til forureningen af badevandet i havnebadet på Køge Marina.
  • Undersøgelser viser, at en fejltilslutning i en kloak vest for Københavnsvej er skyld i forureningen.
  • Ejeren af de private huskloakker har fået påbud om at ændre tilkoblingen for at stoppe spildevandsudledningen.
  • Køge Kommune vil midlertidigt skærpe fokus på badevandskvaliteten og fraråde badning ved mindre regnmængder.
  • Badegæster opfordres til at følge generelle baderåd og benytte Nordstranden, hvis havnebadet er lukket.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Tirsdag morgen oplyser Køge Kommune i en pressemeddelelse, at man har efter en række undersøgelser har fundet årsagen til, hvorfor havnebadet på marinaen i en række perioder hen over sommeren har været forurenet.

"For at finde ud af, hvad det skyldes, har Køge Marina, Teknik- og Miljøforvaltningen og KLAR Forsyning i samarbejde fået lavet undersøgelser, som nu har givet svar på, hvad der med meget stor sikkerhed er skyld i de gentagne overskridelser med E.coli-bakterier i badevandet," skriver man i pressemeddelelsen.

I forbindelse med den store undersøgelse har man gennemgået alle de regnvandsudløb, der udleder vand til Køge Marina. 

Det populære havnebad kan i disse lune dage med fordel besøges igen, hvis man ønsker en tur i bølgen blå.
Det populære havnebad kan i disse lune dage med fordel besøges igen, hvis man ønsker en tur i bølgen blå. Foto: Allan Noerregaard

"Det omfatter et stort område, og der er udtaget mange prøver i de forskellige forgreninger, der løber i baglandet til Køge Marina. Undersøgelserne viser nu, at det er en kloak vest for Københavnsvej, som er kilde til forureningen. Her er der nemlig foretaget en forkert tilkobling i kloakken, som gør, at der udledes spildevand fra boliger ned i en regnvandskloak. Spildevandet ryger derfor direkte med regnvandet ud i vandet ved Køge Marina," lyder det i pressemeddelelsen.

Har givet påbud

I den udtaler chef for Plan, Byg og Miljø i Køge Kommune, Pia Nielsen:

- Det viser sig, at vi havde ret i vores formodning om, at en fejltilslutning med stor sikkerhed har været skyld i de mange perioder med forurenet badevand. Vi har nu talt med ejeren af de private huskloakker og givet ejeren et påbud om at få ændret huskloakkerne, udtaler hun.

Opsporingsarbejdet fortsætter for at fastslå, om der er andre kloakker, som også kan være kilde til forurening. Om det udtaler havnemester på Køge Marina, Kenneth Højlund:

- Det har været en stor frustration for både os og alle gæsterne på marinaen, at vi har haft så store udfordringer med badevandet i løbet af sommeren. Nu har vi heldigvis fundet svar på, hvad det skyldes, og det betyder forhåbentlig, at vi kan se frem til bedre badevandskvalitet fremover, udtaler han.

Kommunen oplyser, at man fortsat vil have et skærpet fokus på badevandskvaliteten i den kommende tid.
Kommunen oplyser, at man fortsat vil have et skærpet fokus på badevandskvaliteten i den kommende tid. Foto: Allan Noerregaard

Midlertidigt skærpet fokus 

Indtil årsagen er endeligt afklaret, vil Køge Kommune have et skærpet fokus på badevandskvaliteten, og derfor vil man kunne opleve at badning frarådes, selvom der ikke er taget prøver, oplyser kommunen. 

Den elektroniske tavle ved havnebadet vil automatisk skifte til rød, når der statistisk set er mulighed for ringe badevandskvalitet. Det kriterie har hidtil været ved 10 millimeter regn. Dog ændres det nu til 5 millimeter. 

"Det vil sige, at der skal falde mindre regn, før Køge Kommune fraråder badning. De sker ud fra et forsigtighedsprincip," skriver kommunen om det i pressemeddelelsen.

Som udgangspunkt vil der blive frarådet badning i 24 timer efter regnskyl på over 5 millimeter. Ved vedvarende regn, vil den røde lampe fortsat være tændt, indtil de store regnskyl er forbi.

"Husk at badning altid er på eget ansvar, og det er altid en god ide at lige skylle sig under bruseren efter en badetur. Er den røde lampe tændt ved havnebadet, kan badegæster i stedet benytte Nordstranden lidt nord for havnebadet," oplyser Køge Kommune i pressemeddelelsen.

Generelle baderåd

Du har selv et ansvar, så brug din sunde fornuft og nedenstående råd, inden du hopper i vandet:

Kraftige regnskyl. Bad ikke de første dage efter kraftige regnskyl, da der kan forekomme overløb fra spildevandssystemet og dermed E.coli bakterier i badevandet.

Uklart vand. Bad ikke, hvis vandet er uklart, og du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene.

Alger. Bad ikke i de bræmmer af sammenskyllede alger, der kan drive på vandet. Du kan læse mere om badevand og alger på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Småbørn. Lad aldrig småbørn soppe og lege i alger, der er skyllet sammen langs bredden.

Husdyr. Lad ikke husdyr drikke af og bade i vand, der er grønt af alger eller kraftige skumdannelser.

Hvis du alligevel bader, bør du vaske dig grundigt efterfølgende.

Kilde: Køge Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...