Som omviser på Selsø Slot har Agnete Nielsen i ti år været med til at give historien liv. I en alder af 81 år mener hun imidlertid, at tiden nu er inde til at kaste sig over nye interesser
Fremover får Agnete Nielsen, 81 år, endnu bedre tid til at dyppe kroppen i det kolde fjordvand, som skyller op på grunden blot ganske få meter fra hendes stuedør i huset ved Møllekrogen. Hun har netop sagt farvel til rollen som omviser på Selsø Slot, og så bliver der af gode grunde mere tid til at dyrke andre sysler.
Selsø Slot har de sidste ti år spillet en central rolle i Agnetes liv. Dels har hun solgt billetter, betjent museumsbutikken og cafeén, og så har hun været med til at videreformidle historien om det gamle slot, der blev bygget af en af Danmarks rigeste mænd - Jakob Ulfeldt i 1570’erne.
Og historier er der mange af; Lige fra det liv som har hersket i det store hus fra 1700-tallet, hvor Christian Ludvig von Plessen køber slottet og frem til 1829, hvor det bliver forladt som et andet Torneroseslot, til igen at blive vækket til live i 1972, da journalist ægteparret Linder forpagter hovedbygningen og istandsætter den som herregårdsmuseum.
“Jeg synes ikke, jeg kan bidrage med mere. Og man går og står meget som omviser. Det kan godt være hårdt for mine ben. Så nu skal jeg bruge tid på andre ting,” slår Agnete fast, mens hun stiller koppen med kaffe og flødekanden med mælk på bordet mellem os. Vi har slået os ned i hendes charmerende stue. Og inden vi tager fat på snakken om hendes forhold til Selsø Slot, udveksler vi et par ord, om den smukke natur som omgiver stedet. For den kan være alt andet end idyllisk;
“Når de lover storm fra nordvest, ringer alarmklokkerne,” fortæller Agnete, der under Bodil fik masser af vand ind i huset. Som så mange andre stormflodsramte borgere måtte hun og ægtefællen Jørgen genhuses i flere måneder, mens restaureringsarbejdet stod på.
I dag, mere end otte år efter, har alt igen fundet sin rette plads i det lille, gule hus ved Møllekrogen, hvor ægteparret har boet de sidste 20 år.
“I gamle dage lagde bådene til her. De fragtede blandt andet varer til området, hvor huset, der er fra 1830, fungerede som lagerhus for den nærliggende Møllegården,” fortæller Agnete og fortsætter;
“Vi er fantastisk glade for naturen. Og vi både cykler og går meget rundt i området. Man kan sige, at min mand og jeg er kommet tilbage til åstedet, efter i mange år at have boet i Kvistgård.” Agnete uddyber;
“Min mand har som barn boet på Christiansminde ved Jægerspris, som min svigerfar havde forpagtet af Stiftelsen på Jægerspris Slot. Min farfar var i 1919 postmester i Skibby. Og Jørgen og jeg mødtes, en dag jeg kom gående med nogle veninder, og han kom kørende forbi i sin lille Fiat 500. Det var ved Kulhuse, hvor jeg gik på husholdningsskole. Forstanderinden var meget striks og passede på os piger, men alligevel traf jeg Jørgen. Det var i 1959. Vi har lige haft 60 års bryllupsdag den 14. januar.”
Faldt for aldersgrænsen
Historien har altid fascineret Agnete. Hun fortæller, at hun nu hvor tiden er til det, vil kaste sig over en anden form for historie nemlig slægtsforskning. Men skruer hun tiden mange år tilbage, blev interessen lagt, da hun læste historie på Folkeuniversitetet.
Senere, da hun flyttede til Selsø, var hun ansat som formidler på Jægerspris Slot i nogle år.
“Desværre har de en aldersgrænse som hedder 70 år. Så jeg måtte stoppe, selvom jeg var meget glad for at være der.”
Nok havde Agnete rundet de 70 år. Men det skulle ikke afholde hende fra det, hun holdt så meget af, nemlig historien og formidlingen af den;
“Jeg gik til den daværende museumsleder på Selsø Slot Louise Sebro og spurgte, om de havde brug for en som mig. Det havde hun, og så startede jeg. Først var det som omviser. Jeg vil betegne mig selv som en ildsjæl der ser muligheder, for jeg kan godt lide at komme med ideer. Så det gjorde jeg, og det betød, at jeg de sidste to år har haft mulighed for at være selvstyrende sammen med de øvrige fem ansatte. For der har ikke været råd til at ansætte en ny museumsleder.” Agnete reflekterer;
“Vi var en god gruppe. Og jeg var heldig, at have den store glæde at kunne få lov til at indrette en rigtig café og museumsbutik. For det syntes jeg der var brug for. Og det er gået rigtig godt med mange besøgende i sommer. Så der har helt sikkert været et behov. Og for første gang i mange år har slottet givet overskud.”
På spørgsmålet til hvad gæsterne har været mest nysgerrige efter at høre om ved omvisningerne, svarer hun;
“Det har handlet meget om spøgelserne, blandt andet vores hvide dame. Vi er jo efter sigende det mest hjemsøgte slot, hvad spøgelser angår. Det har folk syntes var meget interessant. Men også at det har stået forladt i så mange år, det fascinerer også mange, og hvorfor man bare forlod sådan et sted.” Agnete tilføjer;
“Der har også været en nysgerrighed forbundet med den blodplet, som kædes sammen med historien om et mord på slottet. I 1700-tallet var der ikke noget der hed Barnaby og diverse kriminalfilm, så derfor prøvede man at digte noget selv. Det er nogle rygter der er gået. For Mogens Scheel von Plessen, der menes at være blevet myrdet deroppe på slottet i 1700-tallet, var tilknyttet kongehuset, og var derfor tit inde i København, for han var en rigtig levemand. Så historien lyder, at hans hustru Elisabeth Christine von Thienen gik rundt alene hjemme på slottet og skummede. En nat, han sov hjemme i himmelsengen på slottet, kom hun ind med en kniv i hånden, og stak den i ham, hvorefter han gik hen til vinduet, og blev skubbet i voldgraven.” Agnete smiler, inden hun punkterer den gode historie og siger;
“Det er ren fantasi. For han dør inde på Prinsens Palæ i København, det er den rigtige historie. Hans hustru har været en meget velbegavet og driftig kvinde. Faktisk er det hende, som drev godset i 30 år efter både sin mand og sin svigerfars død.”
Agnete har i mere end en time fortalt historier om Selsø Slot. Hun har fakta på plads, samt en fascinerende evne til at fortælle levende og medrivende.
“Jeg har altid glædet mig til at skulle derop. Der har altid været en god ånd og god tone. Vi har været et godt team. Jeg føler, jeg efterlader et rimeligt aftryk, som jeg kan være tilfreds med: Jeg har to hjertebørn i form af cafeén og butikken, som jeg fik op at køre sidste sæson. Men jeg har også været glad for de mange grupper, jeg har haft som omviser, det har været både sjovt, spændende og udfordrende. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne den part med at være formidler.”
