Gennemblødt af tis og lort under neglene - massiv kritik af nyåbnet plejehjem

Hos BT beskrives massive svigt af demente beboere på det nyåbnede Helene Mariehjemmet i Troldebakkerne.

De første beboere flyttede ind på plejehjemmet 1. februar.

De første beboere flyttede ind på plejehjemmet 1. februar.

Foto: Nicklas Thorup Clausen

Pårørende har fundet deres kære gennemblødte af tis eller med lort under neglene. I en række artikler i BT kritiserer en lang række pårørende og tidligere ansatte det nyligt åbnede private plejehjem Helene Mariehjemmet i Troldebakkerne, der ifølge kritikerne bærer præg af "ekstrem personalemangel og svigt af beboerne".

Den Korte Version
  • BT beskriver massive svigt af demente beboere på det nyåbnede Helene Mariehjemmet i Troldebakkerne.
  • Pårørende har fundet deres kære gennemblødte af tis eller med lort under neglene, og kritiserer personalemangel og svigt.
  • En dement mand blev fundet 500 meter fra plejehjemmet uden personalets viden om hans fravær.
  • Direktør Ulla Agerskov og leder Camilla Woller-Nielsen anerkender problemer, men peger på øjebliksbilleder og bemandingsudfordringer.
  • Borgmester Bent Hansen (V) og udvalgsformand Helle Lund (LA) har ingen kommentarer til sagen og henviser til kommunens presseafdeling.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

BT har blandt andet kunnet fortælle om en dement mand, der, ti dage efter sin indflytning på plejehjemmet, blev fundet 500 meter fra plejehjemmet, tilsyneladende uden at personalet var klar, over at han var væk.

Andre pårørende fortæller om oplevelser af, at deres kære har været forvirrede og utrygge. De har fundet dem med stopfyldte bleer, våde af tis eller med lort med under neglene. En række af de tidligere ansatte, avisen har talt med, fortæller at det skyldes en giftig cocktail af det, de blandt andet kalder dårligt arbejdsmiljø, en voldsom medarbejderudskiftning og dårlig bemanding på plejehjemmet.

- Et øjebliksbillede

BT har blandt andet foreholdt Ulla Agerskov, direktør i Fonden Mariehjemmene, der ejer Helene Mariehjemmet, kritikken. Mariehjemmene driver i alt ni plejehjem, herunder også Ellen Marie i Gilleleje.

- Når I snakker med tidligere medarbejdere og udvalgte pårørende om bestemte situationer, får I et øjebliksbillede. De oplever det, de ser, og vurderer det uden, at de kan have hele sammenhængen med. Men det er naturligvis deres oplevelse, siger hun blandt andet til avisen.

Avisen har også foreholdt Camilla Woller-Nielsen, der er leder af Helene Mariehjemmet, deres kritikpunkter. Hun siger blandt andet til avisen, at der kan være sket fejl på plejehjemmet, blandt andet med fyldte bleer, og at der har været dage, hvor bemandingen på plejehjemmet har været presset grundet sygemeldinger. Ifølge lederen har Helene Mariehjemmet dog stort held med at få afløsere ind.

Ordknap borgmester

Det nyåbnede plejehjem er stadig så nyt, at det endnu ikke er officielt indviet. Det bliver det efter planen mandag 19. august, og her er Gribskov-borgmester Bent Hansen (V) blandt andet inviteret til at være blandt talerne. 

Om han agter at møde op er dog uklart, for han har ikke meget at sige til sagen, da Sjællandske Nyheder fanger ham over telefonen.

- Jeg har ingen kommentarer til sagen, siger Bent Hansen kortfattet, og henviser til kommunens presseafdeling. Det samme gør Helle Lund (LA), formand for udvalget for Ældre, Social og Sundhed.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...