Mød forfattere, få gode råd til en bæredygtig hverdag eller fordyb dig i lokalhistoriske fortællinger og fund. Efterårsprogrammet fra Allerød Biblioteker er klar, og billetter til efterårets arrangementer er nu sat til salg.
I hele 2024 sætter Allerød Biblioteker fokus på kunstig intelligens, og til september giver forfatter og digital strateg Peter Svarre sit bud på, hvad fremkomsten af AI betyder for demokratiet i det store valgår 2024, hvor en stor del af verdens befolkning skal til stemmeurnerne.
Forfatter Stine Askov holder foredrag om sin nyeste roman, Varme hænder, og til oktober afprøver biblioteket et nyt format, når der inviteres indenfor til et livestream af den canadiske forfatter Margaret Atwoods besøg på Den Sorte Diamant i København. Atwoods bog, Tjenerindens fortælling, er blandt de bøger, der i disse år forbydes på en række biblioteker i USA.
Bæredygtighed og genbrug
Flere af efterårets arrangementer har fokus på bæredygtighed, klima og genbrug. Forfatter Charlotte Weitze giver gode råd til et grønnere familieliv og inddrager undervejs scener fra sine to romaner Rosarium og Den afskyelige.
Til oktober kan gammelt og hullet tøj få nyt liv, når Anna Kjær Voss (tidligere kendt som Klimamusen) besøger Lynge bibliotek og holder workshop i broderi, visible mending og lappeteknikker.
Til november afholdes ’Byt til nyt’ i samarbejde med Foreningen Den Grønne Guide og De Feminine Roser, og blandt de mange nye livestreams om naturvidenskab fra Aarhus Universitet er der bl.a. foredrag om forhistoriens klimakatastrofer og vild natur gennem tiden.
Læsning for alle aldre
Forældre med børn i indskolingen kan blive klogere på, hvordan de bedst støtter deres børn i at lære at læse, når Karina Winther fra skoleriget.dk holder foredrag til september.
Som noget helt nyt kan læseglade unge i udskolingsalderen komme med i en læseklub på biblioteket, og for de voksne, der mangler inspiration til deres næste gode læseoplevelse, afholder biblioteket som altid bogcafe i november.
Psykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen holder foredrag om mænds sundhed og trivsel og giver bl.a. konkrete råd til et godt, stærkt og sjovt liv – hele livet.
For de historieinteresserede byder efteråret på flere spændende foredrag, blandt andet om fundet af rudevæltelurerne på Fuglerupgaards jorde.
KulturBanken i Lynge afholder også Monsterdag for de mindste, og sammen med Lynge Erhvervsforening og biblioteket inviterer de til (u)hyggelig Halloween for børn og barnlige sjæle – begge dele på Lynge bibliotek i oktober.