Skam og ærgrelse. Det er nogle af de følelser, som rammer de mange danskere, der dagligt bliver udsat for svindel af udspekulerede elektroniske tyveknægte.
I fredagens udgave af Politiken fortæller en 64-årig kvinde fra Borup på Midtsjælland eksempelvis, hvordan hun blev lokket til at udlevere sin adgangskode til Mit ID til en ukendt gerningsmand. Via først en SMS-besked og dernæst et opkald til kvindens mobiltelefon fik svindleren overbevist kvinden om, at det var hendes bankmand, der stod klar til at hjælpe hende, fordi hun var blevet hacket.
Kvindens historie er langt fra enestående. Faktisk har de it-kriminelle så travlt, at politiet sidste år modtog 35.000 anmeldelser om it-kriminalitet. Det viser tal fra Nationalt Center for it-kriminalitet. Det er en stigning på 30 procent i forhold til 2022, og det reelle antal borgere, der bliver svindlet, er markant højere, da det vurderes, at det kun er omkring hvert femte forhold, som bliver anmeldt til politiet.
Udviklingen viser tydeligt, at der er behov for nye tiltag for at bremse den organiserede kriminelle aktivitet via de forskellige elektroniske platforme.
Faktisk har teleselskaberne flere tekniske løsninger klar, der kan bremse tyveknægtenes udsendelse af falske SMS'er. Det kan ske ved hjælp af AI-robotter, der kan agere firewall ved hjælp af avanceret kunstig intelligens. Desuden er det muligt at blokere ondsindede opkald fra udlandet.
Hvorfor er disse effektive redskaber så ikke for længst taget i brug?
Udfordringen er, at tiltagene ikke kan udrulles, før der er opbakning fra de danske myndigheder og politikerne på Christiansborg. Det er blandt andet beskyttelsen af privatlivets fred, der er med til at forsinke et grønt lys fra myndighedernes side.
Problemet er dog nu så stort, at der er nødt til at blive skredet til handling. Derfor er vi nødt til at acceptere, at AI-robotter sættes ind i kampen, så de falske SMS'er kan blive bremset, inden de når frem til de mange borgere, der risikerer at blive fanget på det forkerte ben af de udspekulerede tyveknægte.
Naturligvis er det vigtigt at vende alle sten, inden der bliver vedtaget nye tiltag, der kan stride mod vores nuværende lovgivning. Det er dog nødvendigt at finde løsninger, for når vi har valgt at basere vores daglige kontakt til alle offentlige instanser på elektroniske platforme, så er myndighederne også nødt til at gøre alt, hvad der er muligt, for at beskytte borgerne.