En flink mand fra banken, en venlig betjent fra politiet eller sågar en servicemedarbejder fra teleselskabet ringer med påstand om, at de har bemærket problemer med ens bankkonti eller mobiltelefon.
I virkeligheden er der tale om et svindelnummer, hvor dygtige bedragere forsøger at snakke sig ind på særligt ældre borgere for at franarre dem koder og kort. Hvert år bliver Danmarks ældste befolkningsgruppe svindlet eller forsøgt svindlet for op mod 100 millioner kroner over telefonen. Og antallet af sager er stigende.
Stribe af svindelnumre
På Midtsjælland har der denne uge været en stribe af svindelnumre og tricktyverier mod især ældre borgere: Onsdag modtog Midt- og Vestsjællands Politi hele otte anmeldelser om forsøg på svindel eller tyveri, særligt koncentreret omkring Lejre, Holbæk og Roskilde Kommuner.
Tre gange blev kvinder over 70 kontaktet af en mand, der angiveligt arbejdede for deres bank. Han fik narret dem alle til at udlevere deres betalingskort. To af kvinderne nåede at fatte mistanke og få deres kort spærret, inden der blev hævet penge, mens bedrageren nåede at hæve 15.000 kroner fra den tredje kvindes kort, inden hun nåede at få det spærret.
Svindlerne er meget veltalende og kalkulerende. Så man kan nemt blive forvirret og lokket til at udlevere sine kontooplysninger og sine hævekort, hvis man ikke passer på.
Thomas Tarpgaard, politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi
En kvinde i 80'erne blev samme dag udsat for et gennemtænkt svindelnummer, hvor gerningsmænd, under påskud om at være fra hendes teleselskab, fik tilranet sig adgang til hendes hjem. De fik hende overbevist om, telefonen havde problemer og ikke ville virke i flere timer. Herefter gik de igen, og med dem forsvandt kvindens dankort. Der blev hævet 15.000 kroner, inden kortet blev spærret.
Går efter navnet
Hvis banken eller politiet ringer eller sender en SMS, gælder det om at være på vagt, for der kan meget vel være tale om et svindelnummer. I nogle tilfælde er folk blevet svindlet for op til 800.000 kroner. Især ældre kvinder er i farezonen: Svindlere går bevidst efter mennesker med navne som Else, Birthe, Kirsten og Karen, der indikerer, de er fra den ældre generation, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.
- Et godt råd til de ældre er, at de skal sørge for at få udeladt nummer, så man ikke kan slå deres navn og nummer op på Krak og lignende steder. Og så skal de aldrig være bange for at lægge på, hvis de bliver ringet op uopfordret. Mange er alt for høflige, og det udnytter svindlerne, siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi i et skriv om problemet på politiets hjemmeside:
- For mange ældre er det stadigt forbundet med stor skam at blive snydt på den måde. Men svindlerne er meget veltalende og kalkulerende. Så man kan nemt blive forvirret og lokket til at udlevere sine kontooplysninger og sine hævekort, hvis man ikke passer på. Og man kan desværre miste store summer, tilføjer han.
Politiet advarer om aldrig at udlevere koder og hævekort til fremmede, hverken fysisk eller over telefonen. Ligeledes beder politiet alle om at hjælpe til med at advare de udsatte mod risikoen for at blive snydt.
Kender du Else, Birthe og Kirsten?
En opgørelse viser, at antallet af ældre, der udsættes for svindel, har været stigende de seneste år. I 2023 blev i alt 787 personer over 60 år i Midt- og Vestsjællands Politis 10 kommuner udsat for svindel, viser en opgørelse, som politikredsen har udarbejdet.
En liste over de mest udsatte navne i det område, som Midt- og Vestsjællands Politi dækker, viser tydeligt, hvilke navne, som svindlerne orienterer sig mod. De ti mest udsatte navne er Else, Birthe, Kirsten, Jytte, Karen, Birgit, Jette, Bente, Ingelise og Lis
Også mandenavne som Ole, Jan og Hans optræder på listen over de mest udsatte navne.
Politiet opfordrer pårørende, plejepersonale og andre, der har kontakt til ældre i den udsatte aldersgruppe, om at tage snakken med dem om, hvorfor det er vigtigt, at de er på vagt over for uønskede telefonopkald.
Ville hjælpe - stjal penge
Det er dog ikke kun over telefonen, svindlere går efter ældre borgere. Tricktyve stjal onsdag en pung med et trecifret kontantbeløb og betalingskort fra en kvinde i 80'erne, efter at have tilbudt at hjælpe med at bære hendes rollator op i hendes lejlighed i Roskilde.
Samme eftermiddag blev en kvinde i 70'erne udsat for tyveri, da en40-45-årig udenlandsk kvinde, der var brun i huden og havde sort hår, pludselig befandt sig i den ældre kvindes entre i Kirke Såby. Hun sagde, at hun solgte kort til fordel for Ukraine. Efter at have solgt nogle kort til den ældre kvinde, gik hun igen, og den ældre kvinde opdagede, at der var fjernet en nøgle fra entreen.
Tillykke med dagen
Fødselarer blev også gjort til særlige ofre onsdag. Her forsøgte en 20-25-årig udenlandsk kvinde med langt brunt hår af to omgange at begå tricktyveri mod borgere i henholdsvis Kirke Eskildstrup og Kirke-Såby.
Kvinden dukkede først op i en ældre kvindes hjem, hvor hun gav beboeren et fødselsdagskort under påskud om at være fra kommunen. Hun lånte toilettet, inden hun gik igen, men kom snart tilbage og forlange fem kroner for kortet. Beboeren afviste at betale og havde under besøget holdt nøje øje med kvinden, så der ikke forsvandt nogen ejendele. Korttricket blev samme også forsøgt mod en 40-årig mand, der dog afviste tilbuddet.
Har man oplysninger i nogen af sagerne, vil politiet gerne kontaktes på 114.