Trafikken på Hovedvej 14 mellem Roskilde og Ringsted summer konstant afsted på den lange, lige vej, der strækker sig gennem det midtsjællandske landskab. De færreste bemærker den store marksten på den vestlige side af vejen mellem Højby Huse og Rorup. Rorup stenen, som den hedder, blev sat op i 1947 som et minde om en hændelse, der bliver kaldt den værste terrorhandling i Danmark under 2. verdenskrig. Her blev 11 unge mænd likvideret den 9. august 1944, hvor krigen så småt gik på hæld.
- Kirsten og Erik Frandsen fra Osted mindes en voldsom hændelse fra 2. verdenskrig, der satte dybe spor i deres liv.
- Rorup stenen, opstillet i 1947, mindes likvideringen af 11 unge mænd den 9. august 1944, anset som den værste terrorhandling i Danmark under krigen.
- Kirsten Frandsen husker tydeligt den angst og det fællesskab, som hændelsen og mindestenen skabte blandt de lokale.
- Tre lokale mænd, herunder Kirstens far, tog initiativ til mindestenen og grundlagde en årlig tradition for at mindes ofrene.
- Hændelsen og mindestenen har skabt varige bånd mellem familierne, og minderne vækkes til live ved nutidens uroligheder i Europa.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.Skabte fællesskab
Kirsten Frandsen, datter af forstanderparret på Osted Fri- og Efterskole, Dora og Niels Pedersen, var 9 år, da massakren fandt sted. Hun og hendes mand Erik Frandsen husker begge tydeligt, hvilken stemning hændelsen skabte, men også det fællesskab, som Rorup stenen efterfølgende kom til at repræsentere.
- Jeg kan bestemt godt huske den 9. august. Hændelsen skete om natten. Da vi stod op, stod min mor i køkkenet. Jeg kunne mærke angsten blandt de voksne. Det var voldsomt, mindes hun.
De 11 mænd fra forskellige grupperinger af modstandsbevægelsen blev hentet fra københavnske fængsler og transporteret på en lastbil, angiveligt med destination Frøslevlejren.
Der er forskellige udlægninger af, hvad der rent faktisk skete. Ifølge Kirsten Frandsen spredte der sig hurtigt en historie om, at de 11 mænd blev skudt ned under flugtforsøg. Dette var Gestapos historie, og den var vigtig for tyskerne at holde fast i. Men sandheden var nærmere, at frihedskæmperne skulle bøde med livet, fordi modstandsbevægelsen havde skudt en tysker.
Stenen sættes
Efter den voldsomme begivenhed tog tre lokale mænd initiativ til at få sat et minde for begivenheden, Rorup stenen, med inskriptioner af ofrenes navne. Ud over Kirsten Frandsens far, forstander Niels Pedersen, var mejeriejer Valdemar Hansen og amtsvejmand Oluf Andersen en del af denne gruppe. Sidstnævnte fandt beviserne for hændelsen – tomme patronhylstre og blod på vejen. De tre mænd og deres familier grundlagde samtidig en tradition, der blev holdt i hævd i mange år.
- Hvert år indbød mine forældre de pårørende til at mødes og mindes den 9. august. Præsten holdt en andagt ved stenen, mor og far inviterede på kaffe, og så blev der fortalt historier, fortæller Kirsten Frandsen, der husker, at snakken gik livligt og med mange detaljer, ikke mindst fordi frihedskæmperne kunne fortællingerne indefra.
Det er en historie, vi er fælles om
I mange år kom søskende, familier og venner og var med til at mindes. Der var stadig fællesskab, og det fortsatte.
- Det er en historie, vi er fælles om. Der blev knyttet tætte bånd. De havde ikke som sådan noget til fælles, men de havde historien, fortæller Kirsten Frandsen, hvis familie fik nære relationer til nogle af ofrenes familier.
Selvom det er mange år siden, er det stadig vigtigt at huske på, at den slags kan ske – selv i et roligt samfund som vores. Kirsten og Erik Frandsen oplever, at de gamle oplevelser kommer tæt på, når der igen er uroligheder og krig i Europa.
- Når vi ser verden i dag, så er krigen meget tæt på igen. Det er svært at forstå. Befrielsen løftede og lettede en masse, men det sad i os. I dag, når vi tænker på krigen i Ukraine og Israel, tænker vi: jamen er vi ikke blevet klogere?