Efter 37 år som præst ved Brøndbyvester Kirke gik Frede Jørgensen på pension for 15 år siden. Men søndag den 25. august klokken 10 står han atter på prædikestolen. Anledningen er helt speciel.
Ved Brøndbyvester Kirke har konfirmanderne mulighed for at komme på det de kalder en præstelejr, i stedet for at gå til præst en gang om ugen. Det giver konfirmanderne en mulighed for at møde jævnaldrende fra andre skoler og klasser i sognet, og få følelsen af at være en del af en menighed.
Udformningen har ændret sig over årene, men i år er det 50 år siden, at første hold var afsted på en 12 dage lang præstelejr. Det var den første lejr af sin art i landet og krævede derfor tilladelse både fra Kirkeministerium og biskop. Nu 50 år efter holdes sådanne lejre stadig i Brøndbyvester Sogn med stor succes, men det første hold var på alle måder et pionerhold.
Det første hold blev konfirmeret præcis den 25. august 1974, og Frede Jørgensen har i samarbejde med menighedsrådet indbudt deltagerne fra lejr 1974 til et festligt og hyggeligt gensyn. Mange har allerede meldt deres deltagelse. Efter gudstjenesten samles lejrholdet med tanter til hygge og frokost i Sognets Hus. Alle er velkomne til den festlige gudstjeneste.