Det er måske ikke tale om drastiske ændringer, men søndag kommer der i forbindelse med et planlagt køreplanskifte flere busafgange i særligt Helsingør, og det skal ses i lyset af, at busnettet ikke er blevet udvidet eller har fået flere afgange i de seneste mere end 15 år. Ganske vist er der kommet en A-buslinje, som ifølge Movia ser ud til at have fastholdt passagerne i den kollektive trafik trods den landsdækkende nedgang under coronaen. Denne satsning var imidlertid finansieret af besparelser andre steder i busnettet.
Historisk opgradering af busnettet - men den betalte parkering har taget fokus
Fra søndag kommer der for første gang i årevis en væsentlig serviceforøgelse for buspassagerne. Det er et resultat af sidste års budgetaftale, som måske mest er kendt for den betalte parkering, og at budgettet blev indgået udenom borgmesteren.