Siden hun var seks år gammel har Nicole drømt om at blive sosu'er

Som lille spillede hun spil med beboere på plejehjem - og siden har hun gjort en dagligdag med ældrepleje til karriere.

Nicole Lind brænder for at hjælpe andre. Som eksempelvis til jul, hvor hun sikrede gaver til alle de plejehjemsbeboere, der var alene i julen.

Nicole Lind brænder for at hjælpe andre. Som eksempelvis til jul, hvor hun sikrede gaver til alle de plejehjemsbeboere, der var alene i julen.

Foto: Pressefoto

En uddannelse der giver direkte adgang til en lang karriere med bleskift og numsetørreri. I det danske samfund har social- og sundhedshjælper-uddannelsen fået et dårligt ry for at være den sidste udvej, alle kan gennemføre. En uddannelse helt i bunden af systemet, et sted, man kan risikere at ende. Men ikke for Nicole Lind, der siden hun var seks år gammel, har drømt om, at hun en dag ville kunne kalde sig social- og sundhedshjælper.

Den Korte Version
  • Nicole Lind har drømt om at blive social- og sundhedshjælper siden hun var seks år gammel.
  • Fordomme om lavstatus i sosu-uddannelsen skaber udfordringer for rekruttering, trods stigende behov for sosuer.
  • FOA og PenSam kårer årligt Velfærdens Talent 100 for at fremhæve unge talenter i velfærdssektoren.
  • Nicole Lind blev indstillet til Velfærdens Talent 100 for sin omsorgsfulde indsats på Hvalsø Plejehjem.
  • Nicole Lind organiserede en gaveindsamling til ældre på plejehjemmet sidste jul, hvilket skabte stor glæde.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Farlig myte

At både uddannelse og efterfølgende arbejdsopgaver er lig med lavstatus, er ikke blot et forkert billede, der underkender sosu'ernes essentielle rolle i velfærdssamfundet. Det er også en farlig myte, der kan skabe store problemer for fremtiden. Ser vi blot ti år ud i fremtiden, vil der være omkring 45 procent flere danskere over 80 år, end i dag. Og skal ældreplejen følge med, betyder det, at der skal uddannes i gennemsnit 3000 flere sosu'er om året de næste 25 år, viser tal fra Kommunernes Landsforening.

Men som tingene ser ud i dag, er antallet af nyuddannede social- og sundhedshjælpere i frit fald: Fordomme har skabt et dårligt ry, og uddannelsesstederne har svært ved at tiltrække folk. En løsning er at nedbryde fordommene - blandt andet ved at sætte fokus på de unge talenter, der aktivt har tilvalgt uddannelsen; herunder 26-årige Nicole Lind.

I et år har Nicole Lind været fastansat social- og sundhedshjælper på Hvalsø Plejehjem, men interessen for ældreområdet har hun haft, siden hun var helt lille.

- Min tante var aftenvagt på et plejehjem. Og fra jeg var 6 år, var jeg tit med hende på arbejde. Så spillede jeg spil med de gamle og hørte historier fra gamle dage. Da jeg blev teenager, blev jeg frivillig på et plejehjem, fortæller Nicole Lind, der senere valgte samværet med de ældre som sin levevej.

Særlige talenter

For at sætte fokus på de talenter, der arbejder med omsorg, har FOA og PenSam syv år i træk kåret Velfærdens Talent 100. Her kåres 100 talenter under 36 år, der hver dag gør en forskel for andre mennesker i deres arbejde indenfor velfærdsområder som blandt andet pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter.

Der er naturligvis mange flere talenter indenfor velfærden rundt i Danmark; de 100 kårede talenter er udvalgt blandt flere hundrede unge ildsjæle, der er blevet nomineret af deres ledere. Og mens ikke alle gik videre i "konkurrencen", skal det ikke tage fra vores andre talenter, at de alle er unge mennesker, der er passionerede omkring deres job og gør noget særligt for deres borgere. Fire af disse arbejder i Lejre Kommune, hvor man ønsker at vise et anderledes billede af varme hænder med en portrætrække af de fire unge kvinder.

Nicole Lind blev indstillet til Velfærdens Talent 100 af sin leder, der i indstillingen beskrev Nicole Lind som en omsorgsfuld og afholdt medarbejder:

- Nicole har et stort omsorgsgen og skaber hygge og trivsel blandt beboerne. Hendes omsorgsfulde og imødekommende natur har gjort hende til en særdeles afholdt medarbejder, og beboerne ser frem til hendes tilstedeværelse. Flere af vores beboere spørger gerne efter hende, når hun har fri, lød det blandt andet.

En særlig jul

Nicole gør da også en ekstra indsats – som eksempelvis sidste jul, hvor hun startede en gaveindsamling til de ældre, der er alene i julen og ikke får gaver mere:

- Jeg synes, at julen skal minde om jul - også selvom man er på plejehjem. Så jeg brugte min fritid på at dele flyers ud. Den fik ikke for lidt. Og det virkede. Vi fik kæmpe kurve, hjemmestrikkede sokker, småkager, rødvin, som vi delte ud op til jul. Og folk blev så glade, mindes Nicole Lind.

Hvad fremtiden skal bringe, er svært at spå om. Måske en videreuddannelse som sygeplejerske – men borgerkontakten vil hun nødig undvære:

- Jeg bliver glad af at gå på arbejde, for man får anerkendelse for sin hjælp. Som forleden, hvor jeg bankede på en dør og sagde: “Det er bare mig”. Så lød svaret: “Det er ikke bare dig – det er netop dig”, slutter hun.

Mød de fire velfærdstalenter

I denne portrætserie af i alt fire unge social- og sundhedsassistenter og – hjælpere i Lejre Kommune, vises et anderledes billede af varme hænder. Fælles for de fire unge kvinder er, at de alle blev nomineret som Velfærdstalenter af deres ledere. Og mens de ikke gik videre i konkurrencen, ønsker Lejre Kommune og Sjællandske Nyheder stadig at hylde de passionerede talenter, der hver dag gør noget særligt for deres borgere.

Når portrætterne offentliggøres, kan du klikke på det enkelte navn og læse hver af deres historier her:

Julie Henriette Hansen, 24 år og social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen Lejre Kommune.

Kristine Fremlev Madsen, 22 år og social- og sundhedshjælper på Hvalsø Plejehjem.

Mamta Pandey, social- og sundhedsassistent på Ammershøjparken Plejehjem.

Nicole Lind, 26 år, social- og sundhedshjælper på Hvalsø Plejehjem.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...