Mand dømt: Drev bordel i Gentofte

Rufferi Det var to rumænske kvinder, der åbnede døren, da politiet bankede på.

Deres opmærksomhed var blevet rettet mod ejendommen i Gentofte, da flere naboer havde klaget over larmen, at de ikke kunne bruge deres parkeringspladser, og at der kom mange fremmede mænd forbi huset. Det gav en vis mistanke.

Erhvervslejemålet var lavet om til værelser med dobbeltsenge og skabe, og politiet fandt også kondomer på sengebordene, håndklæder, cremer og et antal kuverter med navne og beløb påført.

Den ene af kvinderne erkendte at beskæftige sig med erotisk massage og forklarede, at hun betalte 500 kroner om dagen i husleje.

Betalte annoncer

Politiets ransagning af ejendommen, ifølge Villabyernes oplysninger er der tale om et hus på Lyngbyvejen, i 2019, førte til, at en nu 49-årig mand blev tiltalt for rufferi. Han skulle have modtaget huslejebetaling og bistået op mod 81 kvinder med at betale annoncering på hjemmesiden escortguide.dk, da de mente hans betalingskort kunne knyttes til et tilsvarende antal profiler på siden.

Ifølge anklageskriftet var tale om en periode på 4-5 måneder, hvor det havde stået på.

I retten, hvor sagen var for i efteråret efter flere udskydelser, blev den 49-årige mand idømt 3 måneders betinget fængsel.

Retten fandt ham skyldig i rufferi ved, at han drev virksomhed med, at kvinder tilbød sex mod betaling, og de var ikke i tvivl om, at han havde været bevidst om, hvad han havde lejet ejendommen ud til.

Den ene kvinde forklarede i retten, at han indimellem var kommet forbi og havde set hende gå rundt i undertøj.

Det blev ikke fundet bevist, at den 49-årige havde været tilknyttet 81 kvinder, som tiltalen lød på, men retten vurderede, at han havde modtaget huslejebetaling fra 9 kvinder, som førte til en fortjeneste på 40.000 kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...