Friluftsbad lukker efter styrtregn

Hovedstadens Beredskab rykkede ud for at hjælpe svømmehal med vand i kælderen

Politi og beredskab til stede ved Vestbad.

Politi og beredskab til stede ved Vestbad.

Foto: presse-fotos.dk

Normalt er de glade for vand i svømmehallerne. Det skal bare være det vand, der befinder sig i deres bassiner, og som de selv har helt styr på.

Mandag formiddag havde de ikke helt styr på vandet i Vestbad på grænsen mellem Brøndby og Rødovre. Her var der nemlig kommet en del vand i kælderen. Personalet fra Vestbad ringede derfor til Hovedstadens Beredskab, der sammen med Københavns Vestegns Politi rykkede ud.

- Der var en betydelig oversvømmelse, fortæller Frank Mikkelsen, vagthavende operationschef i Hovedstadens Beredskab.

Personalet var i tvivl om, hvad oversvømmelsen kunne få af konsekvenser. Brandmændene fik lukket for strømmen til nogle af anlæggene i kælderen, så der ikke var nogen akut fare for mennesker eller bygninger.

- Derefter er vores rolle at rådgive, siger Frank Mikkelsen.

Det er Rødovre Kommune, der er ansvarlige for Vestbad, og de overtog derefter ansvaret for at få vandet ud af kælderen.

På Vestbads hjemmeside og Facebook-side oplyser de, at skybruddet søndag har betydet, at Friluftsbadet er lukket på grund af tekniske udfordringer.

- Vi arbejder på højtryk på at få det op at køre igen, og vi holder jer opdateret herinde og på vores hjemmeside, skriver de.

Mandag eftermiddag var der ikke nogen tidshorisont på, hvornår bassinerne kunne åbne igen.

De indendørs bassiner er åbne som normalt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...