Skrupelløse svindlere har endnu en gang haft held til at franarre en ældre kvinde en mindre formue.
Mandag var det en 83-årig kvinde fra Viby, som blev snydt, da hun blev ringet op af en mand, der præsenterede sig som "Lars fra Udbetaling Danmark".
Han forklarede hende, at hun skulle have en nyt dankort, og selv hun ikke helt forstod, hvorfor hun ikke længere kunne bruge det kort, hun havde, lod hun sig overtale til at udlevere både kort og kode, fordi "Lars" både havde gode overtalelsesevner og lod til at have styr på ting, som den 83-årige ikke nødvendigvis selv havde.
Efter telefonsamtalen med Lars gik der ikke lang tid, før det ringede på døren hjemme hos den 83-årige. Udenfor stod en kvinde i 20'rne, og hende afleverede den 83-årige sit dankort til.
Senere ringede ”Lars” igen. Denne gang havde han et nyt tilbud til kvinden: Hvis hun havde kontanter liggende, kunne han hjælpe hende med at sikre dem. Så kunne han sætte dem ind på hendes konto - det var langt sikrere end at have dem liggende i madrassen eller i en skuffe - og så kunne den 83-årige og hendes søn hæve dem derfra på tidspunkter, de selv bestemte.
Læs også
- Ældre klædt på til at modstå svindel
- Filialdirektør advarer mod særlig type svindel overfor bankkunder
- Falsk bankmand talte to timer med kvinde og fik fat i stort beløb
- Hun fattede mistanke for sent
- Bedragere kan have udset sig sine ofre på navnet
- Grethe-bedragere: Fire mand dømt og løsladt
- Bedrageridømte fængslet for igen at svindle ældre
Den 83-årige takkede ja til det gode tilbud, der kom med samme fine service om afhentning som tidligere på dagen, og selv om det var blevet aften, blev der sendt et nyt "bud" - igen en kvinde - for at hente kvindens kontanter efter aftale. Det drejede sig om et femcifret beløb langt over 50.000 kroner.
Den udskiftning af dankort, som "Lars" havde nævnt i telefonen mandag, udeblev dog, og i løbet af tirsdagen begyndte den 83-årige at undre sig over, hvor det nye kort blev af, så hun ringede til sin bank.
Banken kendte intet til udskiftning af dankort, men et blik på bevægelserne på kvindens konto afslørede, at der mandag var blevet hævet 30.000 kroner, og så gik det op for kvinden, at hun havde ladet sig besnakke af den veltalende "Lars".
Alt i alt fik svindlerne over 100.000 kroner ud af kvinden.
Når svindlerne udser sig sine ofre, går de efter navne, der er særligt udbredte blandt ældre. Disse navne er mest udsatte:
1. Else
2. Birthe
3. Kirsten
4. Jytte
5. Karen
6. Birgit
7. Jette
8. Bente
9. Ingelise
10. Lis
Blandt drengenavne er Ole, Jan og Hans de mest udsatte.
Over for politiet har den 83-årige kvinde beskrevet de to kvinder, der kom til hendes adresse. Efter hendes vurdering var den første kvinde sidst i 20'rne, blot 150-160 centimeter høj og almindeligt bygget, og så bar hun tørklæde.
Den anden var lidt ældre, formentlig i 30'rne, og højere, 170-180 centimeter. Hun var lys i huden og havde lyst hår - og sagde ikke et eneste ord til den ældre kvinde.
Antallet af ældre, der udsættes for svindel, har de seneste år været stigende.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi blev 787 personer over 60 år i politikredsens 10 kommuner udsat for svindel i 2023.
Syv gode råd til at undgå at blive offer for svindel
• Vær skeptisk, hvis du får et uventet opkald.
• Husk at banken aldrig vil bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen.
• Politiet eller banken kommer heller aldrig forbi dit hjem for at hente et dankort - så undlad at lukke op.
• Få evt. navnet på den person, der ringer, og ring så tilbage til bankens hovednummer og spørg efter personen.
• Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode
• Overvej at blive fjernet fra Krak.
• Overvej hvad du deler af personlige oplysninger på sociale medier.