Jeg står på en solbeskinnet sommerdag i hjørnet af den smukt beliggende Rørvig Kirkegård og betragter Henrik Pontoppidans gravsted sammen med Sofie, min niece og i dagens anledning chauffør.
Jeg tænker, at gravstenen med sin enkle og alligevel kraftfulde udformning fint afspejler Pontoppidans smag og personlighed. Den er så langt fra opulent og ekstravagant, som tænkes kan. Vi er her for at afsøge steder, der havde særlig betydning for Pontoppidan, blandt andet det smukke hus ”Højlyngen”, hvor han spenderede talrige somre.
Rørvig var det sted på hele jorden, som Pontoppidan holdt allermest af. Han skulle om området ved Dybesø, ikke langt fra Rørvig Kirke, på en for ham ukarakteristisk følelsesfuld vis, have udtalt: ”at her kunne han lide at bo, når han blev så gammel at han ikke tålte at se mennesker” (Kurt Sørensen: ”Henrik Pontoppidan i Rørvig” 1983). Sådan kom det ikke til at gå, men han er som sagt stedt til hvile på kirkegården lige i nærheden. Når jeg tænker på Pontoppidan og Rørvig, kommer jeg også altid til at tænke på en senere fremragende Danmarksfortæller, nemlig Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som jeg mener at erindre, har skrevet noget om, at han altid besøgte Pontoppidans grav, når han var på Odsherredkanten, selvom han ofte var irriteret på ham. Hvad det var ved Pontoppidan, der irriterede Nørregård-Nielsen, finder jeg nok aldrig svar på, men det kan trods alt ikke have været værre, end at han alligevel har følt sig kaldet til at aflægge den gamle mester besøg og fordybe sig i det landskab, der betød så meget for Pontoppidan. Jeg føler også en stærk forbindelse både til stedet og til mine to gamle husguder, mens jeg står her ved gravstedet og lader tankerne fare.
Samme Nørregård-Nielsen siger i den magiske dokumentarfilm: ”Min dal – tilbage til Limfjorden” (2011), at: ” … man skal være et sted fra”. Jeg spekulerer på, om man ikke med samme ret kan hævde, at man må finde frem til et sted, et hjertested, kunne man kalde det, som man selv vælger eller som måske vælger en, men i hvert fald et sted, man føler sig særligt forbundet og beslægtet med, og som derfor med tiden bliver en afgørende del af ens identitet.
Et sådant sted var Rørvig for Pontoppidan, måske det eneste sted, han havde et entydigt positivt forhold til. Sjovt nok, men måske af samme grund, er det ikke et sted, der optræder særlig prominent i hans forfatterskab.
Pontoppidans barndomsby Randers har som bekendt lagt scener til Lykke-Per, og den udlængsel og følelse af indespærrethed, som Per føler i Randers, blandt andet på grund af et problematisk forhold til faderen, kan langt hen ad vejen overføres til Pontoppidan selv.
På lignende måde har Hornsherred, hvor Pontoppidan boede med sin første kone, dannet ramme om hans første novellesamlinger: ”Fra hytterne” (1887), ”Skyer” (1890), samt romanen: ”Det forjættede land” (1891-1895). Pontoppidan har utvivlsom værdsat områdets naturskønhed og følt sympati for egnens beboere, men har samtidig følt en voldsom indignation over landarbejdernes sociale elendighed og kummerlige boligforhold, hvilket var brændstoffet til hans uforglemmelige fortællinger.
Hovedstaden er et tredje betydningsfuldt sted i Pontoppidans forfatterskab. Her skal blot nævnes beskrivelserne af København i ”Lykke-Per” (1898-1904). Per finder på en gang byen fascinerende og forjættelsesfuld og fremmedgørende og anonymiserende – og igen fuld af social armod; ambivalente følelser, der utvivlsomt har genklang i forfatteren selv. At Pontoppidan det mest af sit voksne liv var bosat i og omkring Hovedstaden har formentlig også været af praktiske årsager (her var han tæt på det litterære parnas). Hans hjerte tilhørte Rørvig (som han vendte tilbage til sommer efter sommer)!
Pontoppidan er dog langt fra den eneste kunstner, der har fundet inspiration i Rørvig, faktisk var det her den første ”kunstnerkoloni” i Odsherred – altså længe før de senere og mere kendte kolonier omkring kunstnersammenslutningen Corner (hvis malerier kan ses på Odsherred Kunstmuseum) og kredsen med tilknytning til Malergården (også i Odsherred) – blev skabt i slutningen af 1800’tallet, og som Pontoppidan netop var en del af. Den talte udover ham, blandt andre den nu ret ukendte forfatter Sophus Bauditz, landskabsmaleren N. P. Mols og dyremaleren Vilhelm Theodor Fischer. Den allestedsnærværende Holger Drachmann frekventerede selvfølgelig også Rørvig (Kurt Sørensen: ”Pontoppidan i Rørvig” 1983).
Sofie og jeg sætter efter at have rundet Dybesø og opsporet det smukke hus ”Højlyngen” kursen mod Kalundborg og en forestående familiefrokost; men jeg ser frem til i kommende ferier at vende tilbage til dette smukke landskab, hvor Pontoppidan blandt andet fik inspirerende naturindtryk fra lange spadsereture samt fandt ro og fordybelse til at tænke og skrive på sine epokegørende værker.