Ansøgere fik fredag den 26. juli svar på, om de er optaget på en videregående uddannelse. 250 fik besked om, at de efter sommerferien skal studere på en af Cphbusiness’ uddannelser i Hillerød.
Det skriver Cphbusiness i en pressemeddelelse.
– Vi er tilfredse med optaget på vores uddannelser i Hillerød, som gør, at vi kan fortsætte med at forankre os som lokal uddannelsesvirksomhed og skabe værdi for det lokale erhvervsliv, siger rektor Ole Gram-Olesen fra Cphbusiness i den forbindelse.
Antallet er nye studerende er dog en smule lavere end sidste års optag, hvor 266 kunne se frem til at sætte sig foran tavlen hos Cphbusiness i Hillerød. Det er der dog en årsag til, fortæller rektoren.
– Årsagen til det lille fald er, at vi i år ikke optager studerende på uddannelsen service- og oplevelsesøkonom, siger Ole Gram-Olesen.
I 2023 blev 15 studerende optaget på service- og oplevelsesøkonom på Cphbusiness Hillerød.
Cphbusiness’ største uddannelse i Hillerød er erhvervsakademiuddannelsen finansøkonom, hvor 76 ansøgere er blevet optaget.
Erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom har taget det største spring opad. Her er 38 optaget, hvilket er 13 flere end i 2023. Der er fortsat ledige pladser på uddannelsen til miljøteknolog i Hillerød.
Om Cphbusiness
Cphbusiness har to afdelinger i Hillerød.
På Cphbusiness Hillerød i SlotsArkaderne kan studerende kan uddanne sig til markedsføringsøkonom, finansøkonom, financial controller eller handelsøkonom.
På Cphbusiness Laboratorie og Miljø på Peder Oxes Allé, holder uddannelserne laborant eller miljøteknolog til.