Alle taler om ensomhed og manglede fællesskaber, men hos Byengen, Nordengen og Skovengen i AB Hørsholm Kokkedal boligselskab taler man ikke bare, her gør man noget.
For tredje år i træk har frivillige beboerdemokrater arrangeret en mini-musikfestival, hvor alle beboere er velkomne. 'Live i engene' løber af stablen lørdag den 10. august kl. 14-24 på parkeringspladsen, Byengen 230 i Kokkedal med et program, der omfavner alle aldre.
Oprindeligt var festivalen tænkt som en engangsforestilling i efterveerne af Covid-nedlukningerne, men arrangementet er blevet så stor en succes, at det nu er blevet en fast tilbagevendende begivenhed.
En utrolig opbakning
- Vi har oplevet en utrolig opbakning. Udover at beboerne får en rigtig god oplevelse og lærer deres naboer bedre at kende, så er der også etableret nogle spændende samarbejder på tværs, som vi er rigtig glade for, siger Lone Schrøder fra arrangementsgruppen.
- Eksempelvis er den private ejerforening Blåbærhaven, der er vores nabo, med til at sponsere festivalen, og vi får også inddraget de lokale unge og fyldt lidt i kassen hos den lokale fodboldklub.
Programmet byder på både lokale og nationale kunstnere, og det er gratis at deltage.
Program 10. august
- Kl. 14: Festivalen åbner med masser af aktiviteter for de mindste.
- Kl. 15–16: Børneunderholdning med Sherif Haps og hans utilregnelige følgesvend, gribben Guffe.
- Kl. 16.30–18: Soul-jazz Duo. En musikalsk legestue med soul-jazz-latin-funk.
- Kl. 18.30–20.30: Underholdning med bandet Peach - og her må gerne danses.
- Kl. 21-23: Festen afsluttes med klassisk rock og bandet Høvl.