Bauhaus i Hillerød er landets bedste Bauhaus-butik

Bauhaus i Hillerød er netop blevet kåret til årets Bauhaus-butik i Danmark 2021.

Den lokale Bauhaus-butik har vundet den ærefulde titel efter et år, hvor butikkens omsætning - set over hele året - var bedre i forhold til året før.

Frank Borgen tiltrådte som varehuschef i Bauhaus i Hillerød den 1. december 2020, og han er ikke i tvivl om, hvorfor det er gået så godt for den lokale Bauhaus-butik i 2021.

“Jeg tror rigtig meget på, at det der med at involvere sig i sin by og i sit nærmiljø som virksomhed er meget, meget vigtigt. Jeg er en rigtig hillerøddreng. Jeg er født og opvokset i Hillerød, jeg har stået i lærer i Hillerød, og jeg har haft butik i Hillerød, og jeg prøver at etablere kontakter med alle mulige. Det, tror jeg, er meget vigtigt,” lyder det fra Frank Borgen.

Spille hinanden bedre

Bauhaus i Hillerød er blandt andet sponsor for Hillerød Fodbold og Nordsjælland Håndbold, og butikken har også støttet Street Lab på forskellige måde.

“Vi havde også en oktober-fest her i butikken, hvor Hillerød Madmarked var nede og servere øl for vores kunder, og så fik de selvfølgelig også lov til at reklamere for deres egen oktoberfest, vi havde Street Lab nede, der løb på skateboard med ungerne, Hillerød Fodbold var her og spillede fodbold med ungerne, og Kong Nord (Nordsjælland Håndbolds maskot, red.) var her også. Det, der med at spille hinanden bedre, betyder rigtig meget,” lyder det fra Frank Borgen.

Det lokale engagement smitter også af på medarbejdernes lyst til at gå på arbejde, mener Frank Borgen.

“Jeg ved, at medarbejderne også synes, det er fedt, at vi involverer os i lokalsamfundet på forskellige måder. De bliver stolte af at være ansat i Bauhaus og synes, at det er et fedt sted at arbejde. Det kan kunderne selvfølgelig også godt mærke på dem,” siger Frank Borgen.

Har prøvet det før

Frank Borgen kom til Bauhaus efter at have været varehuschef i føtex i Hillerød i fire år. I tre af de fire år, hvor Frank Borgen var varehuschef i føtex, blev butikken kåret til årets føtex.

Han er dog alligevel ikke meget for at påtage sig æren af, at Bauhaus i Hillerød nu er blevet kåret til årets Bauhaus-butik.

“Jeg har selvfølgelig min del af æren. Det ved jeg godt. God ledelse skaber gode arbejdspladser – det er ikke raketvidenskab - men jeg kommer ingen vegne uden mine medarbejdere. Det nytter ikke noget, hvis jeg ikke har medarbejderne med mig,“ siger Frank Borgen.

“Mit mantra er, at vi er her for kunderne. Kunderne er vores gæster, og hvis de ikke her, så har vi ikke noget eksistensgrundlag,“ tilføjer han.

Bauhaus i Hillerød har cirka 100 medarbejdere, og de kan blandt andet glæde sig til at blive inviteret til en fest, når de værste corona-bølger har lagt sig, hvor den ærefulde titel som årets Bauhaus-butik skal fejres. Her kommer varehuscheferne fra de øvrige Bauhaus-butikker i øvrigt og serverer for dem.

Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...