Ferierer du bedst i selskab med pressede politifolk og uløselige kriminalgåder? Så er du langt fra alene. Krimierne er blandt danskernes bogfavoritter, og derfor er ugens anbefalinger hentet fra krimihylden på Allerød Bibliotek.
- Sjællandske Nyheder og Allerød Bibliotek anbefaler krimier til sommerferien.
- Mattias Edvardssons "En helt normal familie" handler om en familie, hvor datteren er tiltalt for mord.
- Lone Theils "Savnet" følger en politiassistent, der genforener en forsvunden pige med sin familie.
- Lars Thomassens "A – Mørket lyver altid" omhandler en politimand, der genoptager en gammel drabssag.
- Alle anbefalede bøger kan findes på Allerød Biblioteker.
En helt normal familie af Mattias Edvardsson
Glem alt om barske drabs- eller torturscener. Hos svenske Matthias Edvardsson findes uhyggen rundt om spisebordene i de små hjem.
I hans danske krimigennembrud fra 2020 følger man på skift en far, en mor og deres 19-årige datter, fra den dag hun bliver hentet af politiet; tiltalt for knivdrabet på en yngre mand. Tilbage står spørgsmålet: Er de – eller er de ikke - en helt normal familie?
Læs også
Savnet af Lone Theils
Mille på 10 år forsvinder sporløst under en juletur med familien. Mange år senere dukker en ung kvinde op, som påstår, at hun er den forsvundne Mille.
Signe Brask, der som nyuddannet politiassistent deltog i eftersøgningen af Mille, får til opgave at genforene kvinden med sin ventende familie. Men der er huller i kvindens historie, og som tiden går bliver Signe mere og mere i tvivl om hendes identitet. Barskt første bind i en serie på foreløbigt tre bøger. Fortsættelserne Undergravet og Uforløst er absolut også værd at læse.
A – Mørket lyver altid af Lars Thomassen
Den spilleglade politimand Asger Hartvig har trukket sig fra tjenesten efter sin datters tragiske død. Men da hans tidligere kollega Iben Brahms tilbyder at genoptage datterens drabssag mod at Asger assisterer hendes nye efterforskningsteam, takker Asger modvilligt ja.
Mange år tidligere er den 15 årige Anita Madsen forsvundet på vej hjem fra ungdomsklubben. Og da Asger ved et tilfælde finder et gammel skelet i kælderen under en gård, flettes det gamle mareridt sammen med hans nye opgaver for politiet. Der er foreløbigt udgivet fire bind Thomassens Alfabetserie.
Du kan finde alle bøgerne på Allerød Biblioteker.