I løbet af bare tre kvarter måtte politiet stoppe to forskellige bilister samme sted i Roskilde natten til onsdag.
Den første bilist - en 44-årig litauisk mand - blev stoppet på Københavnsvej kort tid efter midnat med mistanke om, at han var påvirket af alkohol.
En alkoholtest viste en promille væsentligt over det tilladte, skriver Midt- og Vestsjællands Politi, der derfor tog ham med på politistationen for at tage en blodprøve til nærmere undersøgelse.
Bare tre kvarter senere måtte politiet stoppe endnu en bilist på Københavnsvej. Denne gang var det en 36-årig mand fra Frederiksværk.
Politiet mistænkte, at han var påvirket af stoffer. Og en test viste, at den 36-årige formentlig har været påvirket af amfetamin. I bilen fandt betjentene også en beholder med, hvad de formoder er amfetamin.
Ikke nok med, at manden kørte i påvirket tilstand, så kørte han også bil, selvom han har fået frataget sit kørekort.