- Hvad er det for en kæmpe?
Sådan har ganske mange gæster nok tænkt for sig selv, da der pludselig var store hunde i gågaden Algade i Nykøbing.
Her holdt broholmer-entusiaster nyligt deres årlige sommerferietræf. Og det går aldrig ubemærket hen for lokale og turister, når den fredelige, men også store og solide broholmer har sine venner med i byen.
Det blev en god dag i gågaden med godt vejr, fortæller to af deltagerne, Susanne og Bjarne Jørgensen fra Nykøbing, med både gensynsglæde mellem deltagerne og underholdning for de modigste børn.
- Det var 29. gang, vi mødtes til hygge og PR i gågaden. Og Torben Elmedal og Odin gav køreture, hvilket børnene syntes var hyggeligt, fortæller Susanne og Bjarne Jørgensen.
Broholmerens historie er en kende særlig:
Den er en gammel, dansk hunderace, som for 50 år siden var næsten uddød. En gruppe mennesker anført af ildsjælen Jytte Weiss, der døde som 100-årig i 2019, gik i gang med en landsdækkende eftersøgning af broholmere, som resulterede i, at en håndfuld hunde blev udvalgt til avl. Dette arbejde sluttede formelt i 1998, hvor racen generhvervede sin FCI - standard nr. 315, altså sin officielle anerkendelse som race, fortæller Susanne og Bjarne Jørgensen.

- Men selv om der nu er mange broholmere, er det stadig hyggeligt at mødes og præsenterer vores hunde. De er store og rolige og kan imponere ved deres adfærd, siger de.
Broholmeren er opkaldt efter herregården Broholm i Gudme. Den kan blive op til 75 cm høj og veje op mod 75 kg.