Rungsted-Hørsholm Floorball Klub introducerer nu et nyt og fleksibelt tilbud til børnefamilier med børn i alderen 6-9 år.
Tilbuddet, kaldet KIDZ Floorball, er målrettet de familier, hvor det kan være vanskeligt at finde tid til fritidsaktiviteter.
I stedet for faste træningsdage kan familierne nu selv vælge, hvornår og hvor deres børn skal træne. Der er tilbud om træning på Vallerødskolen om mandagen, på Rungstedskole om onsdagen og lørdagen, og på Hørsholmskole om torsdagen.
Træningstiderne er klokken 16:30-17:30 på hverdage og klokken 10:30-11:30 om lørdagen.
En ekstra fordel ved KIDZ FLOORBALL er, at børnene kan gå direkte fra SFO til træning sammen med deres kammerater.
Skal være lettere
En instruktør fra klubben henter nemlig deltagerne på skolen.
Dette betyder, at forældre ikke behøver at stresse over at nå træning til tiden, men i stedet kan bruge tiden på praktiske gøremål, da børnene først skal hentes efter træningen.
Læs også
Initiativet kommer fra klubben, der ønsker at gøre det lettere for børn at dyrke motion og prøve flere sportsgrene i en tidlig alder.
Stephan Grey, som er ungdomsansvarlig, udtaler i en pressemeddelelse.
- Vi ved, at fastholdelse af børn og unge i idræt er højere hos de børn, som prøver flere sportsgrene tidligt. Vi tror på, at dette tilbud kan være attraktivt både for den travle familie og for familier, hvor sport ikke har været en del af hverdagen.
Uforpligtende
Første måned er gratis, og efterfølgende koster det 150 kroner per måned. Man kan melde sig ud fra dag til dag, hvilket gør det nemt at prøve tilbuddet uforpligtende.
Læs også
- Så presset er brandvæsenet i sommerferien
- Just Walk i Hørsholm vokser. Klar til at fejre medlem nr. 1000
Klubben stiller stave og andet udstyr til rådighed, så det eneste, der kræves, er shorts, t-shirt og et par sko.
Opstart er i uge 33, men tilmelding er åben hele sæsonen. Der er maksimalt plads til 20 børn per hold, så interesserede familier opfordres til at tilmelde sig allerede nu på klubbens hjemmeside.