Onsdag morgen den 17. juli 2024 sov Peter ind efter lang tids kamp mod kræften - kun 48 år gammel. Peter var en pligtopfyldende, kærlig og hengiven far for børnene August og Charlie.
Peter var samtidig indbegrebet af en officer og gentleman. Peter havde rang af oberstløjtnant og var en ledertype, der ikke var bange for at gå foran og ofte gjorde det. En dedikeret chef og et forbillede for sine soldater.
Disse personlige egenskaber nød lokalområdet Hashøj NV også godt af. Lokalrådets dækningsområde er landsbyerne Slots Bjergby, Sludstrup, Lundforlund og Gerlev. Hashøjskolens skoledistrikt og udgøre samtidig sognet.
Peter var en af ildsjælene, som i en årrække satte markante aftryk i lokalområdet Hashøj NV. Peter var næstformand i lokalrådet, udpeget af Slots Bjergby Daginstitutions bestyrelse, hvor han var formand. Siden blev Peter formand for Hashøjskolens bestyrelse. Det daværende byråd nedsatte dengang et særligt paragraf 17.4 udvalg kaldet “Borgerdreven Innovation”. Udvalget skulle udvikle på en eller flere modeller for lokale udviklingsplaner og borgerinddragelse i kommunens landdistrikter. Naturligvis var Peters engagement blevet bemærket, og han blev da også udpeget som næstformand og fungerede som sådan i udvalget byrådsperioden ud.
Peters analytiske tæft og strategiske evner gjorde ham samtidig til naturlig nøgleperson bag en af kommunens første egentlige lokale udviklingsplaner (LUP) i det område, hvor familien var bosat i Slots Bjergby. Udbygningen af Hashøjskolen stod øverst i den lokale udviklingsplan. Og som formand for skolebestyrelsen gik Peter forrest. Peter var således på ingen måde, tilskuer i tilværelsen, men påvirkede og bidrog positivt til udviklingen i sit lokalområde såvel som i kommunen.
NB. Arbejdet med lokale udviklingsplaner er i dag for øvrigt et kendt planværktøj i forvaltningen, som har med kommunens lokalplansarbejde at gøre.
Hashøj NV er i disse år i rivende udvikling og der er kommet mange børnefamilier til området. Det var netop planen bag udbygningen af Hashøjskolens idet det kunne sikre grundlaget for området i en kommende fremtid. Det mål blev indfriet, og de i forvejen veldrevne kommunale institutioner, har i dag langt bedre fysiske rammer, end tidligere. Faktisk er der i dag, igen behov for, at styrke de fysiske rammer yderligere, da institutionerne har vokseværk. Denne gang må andre træde til..
Peter kæmpede til det sidste. Gennem fem år med kræft satte Peter alle ressourcer ind på at bekæmpe sygdommen. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at give kræftbehandlingen de bedst mulige vilkår for sin helbredelse. Peter blev modtager af livsforlængende behandlinger, som var hårde og opslidende. Kompromisløst kæmpede Peter for at være længst muligt hos sine børn og den nærmeste familie. Mange støttede økonomiske, at Peter kunne søge behandlinger i Tyskland og Finland, da metoderne i Danmark var udtømte. Desværre uden det det ønskede resultat.
Vi vil huske Peter Serup som en loyal ven med en kæmpe appetit på tilværelsen, men også som en fighter og et lysende eksempel på, hvad et menneske kan gå og stå igennem for sine nærmeste i kampen for at være ved deres side længst muligt. Vores ven Peter satte sig spor. Først og fremmest hos sine børn, familien og de nære venner. Peter var et menneske med meget på hjerte og med en evne til at sætte sig igennem, som få mennesker besidder. Evnerne satte retning og skabte resultater. Det ses i dag i lokalområdet Hashøj NV.
Vores tanker er hos familien.
Æret være Peters Serups minde.