Undskyld, Søren Østergaard - højrøstede gæster ødelagde det

- De to grupper af tilskuere sad på hver sin side af manegen. Og de larmede allerede inden forestillingens start. Og de fortsatte i første del af showet. Også selvom Søren Østergaard på suveræn god Zirkus Nemo vis, søgte at dysse dem lidt ned, skriver en læserbrevsskribent om den uheldige opførsel onsdag aften. På billedet ses cirkusdirektør Søren Østergaard.

- De to grupper af tilskuere sad på hver sin side af manegen. Og de larmede allerede inden forestillingens start. Og de fortsatte i første del af showet. Også selvom Søren Østergaard på suveræn god Zirkus Nemo vis, søgte at dysse dem lidt ned, skriver en læserbrevsskribent om den uheldige opførsel onsdag aften. På billedet ses cirkusdirektør Søren Østergaard.

Foto: Torben Thorsø

Stort undskyld til dig, Søren Østergaard!

Ved Zirkus Nemos i øvrigt fantastisk gode forestilling nær Ravnsborghallen ved Køge onsdag aften, lagde klovnen såvel sin røde næse som sin hat.

Klovnen, alias zirkusdirektøren Søren Østergaard, stoppede næsten lige som begyndt i sit nummer i andel del af aftenens forestilling.

Anledningen var den, at to mindre grupper af gæster, 4-6 styk i alt, i den grad var højrøstede, kommenterede alt, der skete, og i det hele taget udviste manglende respekt og manglende pli. Ingen respekt for hverken Søren Østergaard, hans fantastisk dygtige artister, eller over for det øvrige publikum.

Som mange andre havde jeg store forventninger til aftenens forestilling. Zirkusdirektøren formår hvert år at skabe en god ramme og god underholdning på højt plan, og i den særegne tone, som netop Zirkus Nemo nu i 25 år har været god garant for.

De to grupper af tilskuere sad på hver sin side af manegen. Og de larmede allerede inden forestillingens start. Og de fortsatte i første del af showet. Også selvom Søren Østergaard på suveræn god Zirkus Nemo vis, søgte at dysse dem lidt ned.

Det hverken anerkendte eller respekterede de to grupper. Tværtimod skruede de nærmest op for deres beskæmmende og kedelige retorik.

Og netop som Søren Østergaard var i gang med sit klovnenummer blev det fuldt forståeligt for meget. Kloven lagde sin røde næse og hue, og Søren Østergaard henvendte sig direkte til de to grupper. Han sagde han ikke havde lyst at spille nummeret til ende, at denne gruppe tilskuere ødelagde det for ham, de øvrige artister, og for publikum. Han bad dem tillige forlade zirkus. En kvinde i den ene gruppe replicerede, at de havde betalt for billetterne. Til dette sagde Søren Østergaard flot, at de kunne få pengene igen, blot de ville forlade teltet.

Det gjorde de – desværre ikke. Og faktisk burde de have betalt ham, og de øvrige zirkusgæster en kompensation, for de ødelagde en del af aftenens show med deres dumsmarte bemærkninger.

Fuldt forståeligt havde Søren Østergaard efterfølgende svært ved at anlægge klovneminen igen.

Kære Søren Østergaard: Fra min og rigtig mange af de øvrige zirkusgæsters side, skal der lyde et meget stort  undskyld. Undskyld at jeg og vi ikke greb ind langt tidligere i forløbet og havde bedt de uforskammede zirkusgæster om at skrue ned for retorikken eller om helt at forlade dit skønne zirkus.

Jeg glædes så over, at den øvrige del af publikum i den grad var med dig. Du fik med rette meget stor applaus for at trække en streg i sandet og markere, at nok er nok. Stor ros til dig for det. Og jeg lover dig, at hvis de ”klaphatte” møder op igen næste år og forsøger sig igen med deres eget show, at så er vi nogle, der skrider til handling.

Undskyld, Søren, og jeg håber, at du igen næste år tager dit skønne Zirkus Nemo til Køge. Og tak, for at du tog kampen. Tak

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...