Hverdagen er vendt tilbage i Islev

Alt ånder fred og idyl på Islev Torv denne tirsdag, hvor skyerne og solen har deres egen kamp, om hvem der skal have overtaget på denne råkolde januarformiddag. Der er udover nogle få mennesker, som passerer torvet for at gå ind i butikker, forholdsvist stille og roligt. Stilheden og idyllen er ofte det, som omkranser torvet på denne tid af dagen. Dagen i dag står i skærende kontrast til dagen for godt en måned siden. Her blev det normalt så fredelige Islev Torv rystet af et skyderi længere nede af vejen. Det hele endte tragisk med at koste en 17-årig bulgarsk dreng livet, og sårede frisøren samt en 15-årig skoleelev, der var kunde i butikken, da to mænd åbnede ild inde i frisørsalonen, inden de tog flugten hen over Islev Torv.

Hændelsen satte i dagene efter sine spor på samfundet, med blandt andet en lysceremoni, hvor mange lokale stimlede sammen for at tage deres torv tilbage, men også for at mindes og sende en tanke til dem, der uforvarende blev en del af det tragiske skyderi.

Heldigvis har skyderiet ikke kunne ødelægge det lokale sammenhold og handlelyst hos kunderne i de lokale butikker. Det fortæller både E-cykler, Blå Kors, kiosken og Islev Blomster enstemmigt til avisen her lidt over en måned efter.

”Vi har gudskelov meget trofaste kunder, der er kommet her, også selv ovenpå de tragiske omstændigheder, men det er klart, at der i dagene efter var meget utryghed, fordi man er jo ikke vant til, at der går politi rundt på torvet til dagligt. Omsætningsmæssigt har vi ikke kunne mærke noget,” forklarer Jonna Glifberg fra Blå Kors, og den historie bakkes op af de andre butikker, som heller ikke har mærket nedgang i omsætningen i perioden efter skuddrabet skete.

Få synlige tegn

Men tilbage til Yomok frisørsalon på Islevbrovej, der ligger kun et stenkast fra torvet. Her taler de mange erkendtligheder i form af blomster og lys deres eget tydelige sprog om den begivenhed, som udspillede sig for en lidt over en måned siden, men det er også et af de eneste synlige tegn på, at der for nyligt er sket drab. Ellers virker hverdagen til at være vendt tilbage, så godt som den nu kan alt taget i betragtning, for både de handlende og butiksindehaverne på Islev Torv og Islevbrovej vil desværre altid være forbundet af de tragiske omstændigheder, der skete den tredje december 2021.

Der er dog ingen tvivl om, at det, der skete den 3. december for altid, har mejslet sig ind i bevidstheden hos butikspersonalet, der enten hørte skuddene, ilede til og hjalp de tilskadekommende eller så gerningsmændene med pistoler løbe over torvet.

For Islev er ikke større end nogen kender nogen, som på den ene eller anden måde blev impliceret i hændelsen.

Et gammelt ordsprog lyder tiden læger alle sår, mon ikke at det samme vil gøre sig gældende i Islev, selvom mange for altid vil skulle leve med de oplevelser, de oplevede den 3.december.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...