Danskerne har aldrig haft flere biler. I dag er der 2.845.000 personbiler i Danmark. Det er en stigning på 28 procent i forhold til for 12 år siden, viser nye tal fra Bilstatistik.dk. Det betyder, at vi kan forvente mere og mere trængsel på vejene, fordi trafikken stiger hurtigere, end vi kan udbygge vejnettet.
Problemet er, at vi ikke er særligt gode til at være flere i samme bil. Resultatet af vores modvilje mod at tage andre med, når vi pendler til arbejde eller uddannelse, er, at der hver eneste dag kører 14 millioner tomme bilsæder rundt på de danske veje. Der er kun 1,08 personer i hver bil - eller sagt på en anden måde: I 100 biler sidder der kun 108 personer.
Det lyder umiddelbart indlysende fornuftigt, at vi rykker sammen i bilerne. Men det er lettere sagt end gjort. For selv om fordelene synes indlysende, er der mange forhindringer.
Mange bilister føler, at de mister fleksibiliteten, hvis de vælger at køre flere i samme bil. Skal man køre sammen, skal man time afgangs- og ankomsttidspunktet, og på vejen hjem fra arbejde kan man ikke købe ind eller hente børn. Derudover ligger det dybt i mange bilister, at bilen føles som et privat rum, hvor vi har ro og tid for os selv. Den frihed er mange bange for at miste, hvis andre inviteres med i bilen.
Der er behov for en økonomisk gulerod, hvis danskernes skepsis mod at tage fremmede mennesker med i deres bil skal overvindes.
Derfor er der god grund til at lytte til FDM, som har lanceret et forslag, der opererer med, at der skal kolde kontanter til for at ændre danskernes transportvaner. Organisationen foreslår, at man får et bundfradrag, så indtægten fra betalende passagerer er skattefri op til et bestemt beløb - på samme måde som man i dag får et skattefrit bundfradrag, hvis man gerne vil leje sin lejlighed eller sit sommerhus ud.
FDM peger ligeledes på, at der bør ses på trafikselskabernes muligheder for at integrere samkørsel i den kollektive trafik. De kan nemlig opnå en stor økonomisk gevinst ved at supplere dyr kollektiv trafik i tyndtbefolkede områder med samkørsel i private biler.
Konsekvenserne af de mange tomme bilsæder og den deraf øgede trængsel på vejene er betydelig både økonomisk og miljømæssigt i form af længere rejsetider, øget forurening og større slid på vejnettet. Det er derfor på tide at tage fat på at løse problemerne.