Timo Jensen skifter parti

Efter 16 år i politik måtte Timo Jensen forlade byrådet i Ringsted ved årsskiftet. Han ærgrer sig over kun at være 12 stemmer fra at blive genvalgt. Foto: Anders Ole Olsen

Efter 16 år i politik måtte Timo Jensen forlade byrådet i Ringsted ved årsskiftet. Han ærgrer sig over kun at være 12 stemmer fra at blive genvalgt. Foto: Anders Ole Olsen

Timo Dybdal Jensen skifter fra Venstre til Det Konservative Folkeparti. Det meddeler han til DAGBLADET Ringsted.

– Overvejelsen om et skifte har været længe undervejs. Jeg synes, at de konservatives profil gradvist er blevet mere og mere tiltalende for en borgerlig politiker som mig selv, og lokalt har jeg længe haft et godt samarbejde med Konservatives gruppeformand Andreas Karlsen, forklarer han.

Den rutinerede politiker påpeger, at han deler Konservatives ønske om et Ringsted midt i mulighederne, med større ambitioner og en langt mere offensiv tilgang til Christiansborg og Regionsrådet, når Ringsteds sag skal tales.

– Jeg synes desuden, at det var rigtig ærgerligt, at Venstre end ikke forsøgte at involvere Konservative i konstitueringen omkring borgmesterposten og indflydelsesrige poster oven på det flotte valgresultat, som Konservative fik - og det klare signal, som vælgerne sendte, påpeger Timo Jensen.

Det har ydermere været helt afgørende for hans partiskifte, at Venstre på Christiansborg i lang tid har bevæget sig i en retning, som han ikke kan se sig selv i. Det drejer sig blandt andet om håndteringen af Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, beslutningen om at betale for aborter til polakker, der bor i Polen og en siksak-kurs på udlændingeområdet.

– Jeg smækker ikke med døren til mit gamle parti, som jeg på sin vis altid vil holde af, og jeg takker for mange gode år og opnåede venskaber i Venstre. Jeg må bare erkende, at jeg er et andet sted end der, hvor Venstre er i dag, og at Konservative passer bedre til mig, siger Timo Jensen.

Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti Andreas Karlsen glæder sig over Timo Jensens beslutning:

– Jeg og resten af partiet byder Timo Jensen velkommen. Jeg kender Timo som en god samarbejdspartner gennem fire år i byrådet. Han deler mange af de samme holdninger og ambitioner, som vi Konservative i Ringsted kæmper for. Ringsted skal op i gear og på landkortet. Ringsteds sag skal tales i langt højere grad, siger Andreas Karlsen.

Timo Dybdal Jensen:

Alder - 54 år

Familie og bosat: Gift med Julie, har tre døtre, bor på kaserneområdet.

Erhverv - major i Forsvarsministeriet

Politiske hverv:

1. suppleant til Ringsted Byråd for Venstre

Tidligere byrådsmedlem for Venstre

Tidligere regionsrådsmedlem for Venstre

Tidligere lokalformand for Venstre, og en række andre tillidsposter i Venstre

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...