Som en del af Lyngby-Taarbæk Kommunes arbejde med biodiversitet har afdelingen Arealdrift hos kommunen etableret vejstaudebede i midterrabatterne ved krydset Kanalvej/Toftebæksvej.
Blandt stauderne er indlagt insekthoteller såkaldte stepping stones bestående af hullede træstammer, sten og insekt-tiltrækkende planter som engelsk græs og citrontimian.
- Målet har været at arbejde med øget biodiversitet samtidig med skabelsen af et mere attraktivt byrum. Nemmest mulig drift er også et vigtigt fokuspunkt. Hvis der for eksempel plantes tæt og udlægges et gruset toplag, danner stauderne hurtigere et lukket tæppe, der mindsker behovet for lugning, skriver Lyngby-Taarbæk Kommune i en pressemeddelelse.
