To foreninger udvalgt som spydspidser for unge-indsats

To af Furesøs lokale idrætsforeninger, Hareskov IF og Farum-Holte Volleyball, er blevet udvalgt som såkaldte spydspidsforeninger af Danmarks Idrætsforbunds (DIF), og får dermed mulighed for at udvikle deres foreningsaktiviteter til børn og unge.

Foreningerne er dermed med i den elite af 70 foreninger, som DIF udvælger med mulighed for at ansætte en lokal børne- og ungeansvarlig i samarbejde med en-to andre foreninger.

Kommunen har sammen med Furesø Idrætsråd udpeget og indstillet de to foreninger til DIF’s nationale indsats FIBU (fremtidens idræt for børn og unge) for at udvikle og understøtte arbejdet med børn og unge i idrætsforeningerne i Danmark. 

Ansætter børne- og ungeansvarlige

Indstillingerne, der blev udarbejdet i samarbejde med foreningerne selv, bar frugt og de to nyudnævnte spydspidsforeninger skal nu til at udfolde hver deres del af FIBU-projektet.

Hareskov IF starter med at ansætte en fælles børne- og ungeansvarlig i samarbejde med deres samarbejdsforeninger, Herlev-Hjorten Squash og Gymnastik Gladsaxe. 

Målet er at styrke fællesskabet gennem flere aktiviteter uden for den almindelige træning og et øget samarbejde med skoler og daginstitutioner i nærområdet.

Farum-Holte Volleyball er også i gang med at ansætte en fælles børne- og ungeansvarlig sammen med deres to samarbejdsforeninger, FC Holte og Holte IF Håndbold. 

Den børne- og ungeansvarlige skal fokusere på at rekruttere nye medlemmer blandt lokale børn og unge og introducere dem til fysisk aktivitet og de fællesskaber, det bringer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...