Efter snart knap to uger, hvor flere husstande har måttet koge vandet før brug, kunne Fredensborg Forsyning endelig meddele, at kogeanbefalingen er blevet ophævet for alle.
- Gode nyheder – nu ophæver vi kogeanbefalingen i hele Fredensborg og alle kan igen drikke deres vand, skriver de på deres hjemmeside.
Den positive melding fra Fredensborg Forsyning kommer efter, prøvesvar viste, at de coliforme bakterier, som en sværm af Sankt Hans Oldenborre-biller havde slæbt med sig ind i Veksebo Vandtårn, endelig er blevet skyllet ud af vandledningsnettet.
Dermed kan alle de 5200 husstande, som i første omgang blev bedt om at koge vandet før brug, med ro i sjælen drikke vandet direkte fra hanen.
Fredensborg Forsyning benytter også lejligheden til at takke for de berørte borgeres tålmodighed og beklage, at denne situation er opstået. Samtidig understreger de, at de fortsat vil holde et vågent øje med vandkvaliteten for at sikre sig, at tallene er stabile.