Når vejen drejer, så gør bilister klogt i at følge med. Det gjorde en mand ikke onsdag aften, og så endte han i et buskads sammen med en ven.
Uheldet skete på Engvejen i Svogerslev kort før klokken 23, hvor en kvinde ringede ind på 112 om uheldet, som hun havde overværet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden var kommet kørende bag den forulykkede bil fra Svogerslev Hovedgade og mod nord ad Stamvejen. I 90 graders-svinget, hvor Stamvejen bliver til Enghaven, gik det galt. Bilisten drejede ikke, og bilen torpederede et skilt, som signalerer, at vejen ender, og fortsatte ud i naturarealet for enden af Stamvejen. Her sad bilen så godt fast i buskadset, at ingen af de to personer i bilen kunne komme ud ved egen kraft.
Brandvæsnet kom til og fik fjernet buskadset, så de to kunne komme ud.
Anmelderen kunne fortælle, at bilen havde slingret mere, end godt er, og allerede inden uheldet havde hun faktisk ringet 112 for at få standset kørslen.
I bilen sad en 34-årig mand fra Jyderup bag rattet, og med i bilen var hans ven, en 35-årig mand fra Holbæk.
Den 35-årige måtte en tur på skadestuen for at få tilset lettere skader. Føreren slap uskadt, men en narkotest afslørede, at han var påvirket. Og under ransagning af bilen fandt politiet en glasflaske indeholdende det flydende narkotiske stof GHB. Han blev kortvarigt anholdt og sigtet.
Bilist fortsatte direkte ud i buskads
Færdselsuheld sendte bilpassager på hospitalet.