Nato-topmødet i Washington summer med spekulationer om USA's præsident Joe Biden.
Vil han træde tilbage som kandidat i lyset af målinger, som tyder på, at Donald Trump vil vinde præsidentvalget i november?
Uanset, hvem amerikanerne peger på, som deres næste præsident, så vil Danmark lægge op til samarbejde. Og det bør andre europæiske ledere også gøre.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en samtale hos tænketanken Council om Foreign Relations i Washington. Den kommer forud for Nato-topmødet i samme by.
- Det er op til vælgerne at bestemme, hvem der skal ledede landene. Og så er det op til os ledere at være i stand til at samarbejde med alle ledere, der bliver valgt af deres befolkninger. Og finde den bedste vej frem.
- Den bedste vej frem for Europa - også med en ny præsident - er, at vi skal gøre mere for eget forsvar, siger Mette Frederiksen.
Donald Trump har vakt opsigt med flere meldinger, der har sat spørgsmålstegn ved hans opbakning til Nato.
Det gælder ikke mindst Trumps udmelding om, at han ville opfordre Rusland til at gøre "hvad helvede de vil" med Nato-lande, der ikke betaler for eget forsvar.
- Jeg håber og beder for, at den transatlantiske alliance vil være levende og stærk i de kommende år. Det er et af mine største håb for de kommende år.
- Forhåbentligt vil det være tilfældet uanset, hvad der sker i USA. USA uden Nato er ikke et stærkt USA. Og et Europa uden Nato er ikke Europa. Vi skal holde sammen, siger Mette Frederiksen.
Diplomater i Nato hører dog fra Trumps egen lejr, at meldingerne er udtryk for, at valgkampen er i fuld gang. Reelt vil Trump ikke trække USA ud af Nato, som med sine i alt 32 medlemmer også giver USA ekstra styrke.
Mette Frederiksen giver dog skiftende amerikanske præsidenter - inklusiv Trump - ret i, at Europa bliver nødt til at øge sit forbrug på eget forsvar.
Her er målsætningen i Nato, at medlemslandene bruger to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.
- Uanset, hvilken konklusion I træffer i USA (med valg af præsident, red.), så skal beslutningen være den samme i Europa: Vi skal gøre mere selv.
- Aldrig i mod USA og aldrig i konflikt med USA. Jeg ønsker ikke, at der kommer så meget som et enkelt ark papir imellem USA og Europa.
- For vores fjender håber på netop det. De drømmer om en konflikt mellem USA og Europa. Så vi kan aldrig lade det ske, men uanset hvad, så skal Europa gøre mere, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/