Næstved Specialskolens SFO har for første gang deltaget i børnefestivalen Vilde Vulkaner i Vordingborg, hvor 11.500 børn har en fantastisk oplevelse fra tirsdag til fredag i uge 27.
Næstved Specialskoles SFO har været afsted med 12 børn og fem voksne.
- Vi har været spændte på, om det ville være for stort og overvældende for vores unikke børn, men de tanker har børnene gjort til skamme. Det har været en kæmpe fornøjelse at se børnene tage ansvar, være modige og bare nyde lige deltagelsesmuligheder og fornøjelsen af at være en del af fællesskabet, siger Amalie Kristensen, SFO og afdelingsleder.
Der har været et tæt samarbejde med formand for Vilde vulkaner Frank Villumsen, som har forberedt opholdet godt og vejledt specialskolens SFO i placering på pladsen, leje af telt og andre detaljer, som har gjort, at oplevelsen har været succesfuld.
Gør det igen
Ungerne har været tæt på scenen, gået rundt på pladsen sammen, spillet fodbold, fået nye venner og handlet i boderne. Sidst men absolut ikke mindst har det været en kæmpemusikalsk oplevelse med dans, sang og højt humør under koncerterne.
Både børn og voksne var trætte og trængte til en god nats søvn i egne senge fredag aften.
- De har alle gjort det godt og konklusionen er, at vi helt klart gør det igen. Vi er vilde med festivalen, siger hun.