Syv timer, 23 minutter og 24 sekunder. Så lang tid var Magnus Ditlev fra Virum søndag om at gennemføre 3,8 km svømning (46:23), 180 km cykling (3:59:25) og et afsluttende maraton (2:34:18).
Dermed skærer Magnus Ditlev 1 minut og 16 sekunder af sin egen verdensrekord fra sidste år efter en fantastisk præstation, hvor danskeren var i front af løbet efter kun 10 kilometer på cyklen.
Der var Magnus Ditlev - og alle de andre til årets Challenge Roth, som han vandt for 3. år i træk. Dagen igennem var det jagten på sig selv for den danske triatlet Magnus Ditlev. Jagten på sidste års tid. Jagten på endnu engang at forbedre sig og vinde i endnu en ny verdensrekord - præcis som han gjorde sidste år.
- Jeg er super glad for igen at slå verdensrekord på ironman-distancen, og det var min drøm at køre solo fra start og køre alene hele dagen. Det har jeg ikke prøvet før, så for mig ville det være den fedeste måde at køre racet på, så det var fedt, at jeg kunne det. Det er klart den bedste cykling jeg har haft i en Ironman selvom tiden var lidt langsommere end sidste år, men det begyndte at regne på anden omgang, så der mistede jeg meget, lyder det fra Magnus Ditlev.
Stærk i alle tre discipliner
Ude på maratonløbet var danskeren godt løbende i let skyet vejr, og det første halvmaraton på 1:16 satte danskeren op for en meget hurtig løbetid. I mål forbedrede Ditlev sin egen bedste tid på maraton med 3 minutter, da han løb 2:34:18 for de 42,2 km.

- Jeg vidste, at jeg er i sindssygt god form, og løbet føltes virkelig godt indtil de sidste 7-8 km, hvor jeg gik lidt kold. Jeg lå til at løbe 2:33, men der kommer nogle bakker de sidste 7-8 km som sætter sig i benene, men det er klart det bedste jeg har løbet i en Ironman, og min motivation til sidst var at forbedre rekorden fra sidste år. Det er altid nemmere at presse sig selv, når du løber mod andre, så jeg er stolt af, hvor godt jeg løb i dag.
Og missionen lykkedes: Med et fabelagtigt afsluttende maraton mutters alene, løb den høje dansker ny personlig rekord på 2:34:18, og kom i mål hele 14 minutter foran nummer 2, Tom Bishop, og Rudy Von Berg på 3. pladsen yderligere 36 sekunder efter.