I disse uger ifører vuggestue- og børnehavebørn i Trørød Børnehus sig de prikkede bjergtrøjer og suser af sted på cyklen som vaskeægte cykelstjerner. For tredje år i træk er det nemlig blevet tid til Tour de Trørød.
- Trørød Børnehus afholder for tredje år i træk Tour de Trørød for vuggestue- og børnehavebørn.
- Børnene ifører sig prikkede bjergtrøjer og øver cykelfærdigheder til franske og danske cykelsange.
- Afdelingsleder Mie Toft Spaabæk står bag initiativet, som er en del af børnehusets pædagogik.
- Tour de Trørød afsluttes med en stor finale, hvor forældre er inviterede til at heppe på børnene.
- Forældrene støtter op om arrangementet, og børnene fortsætter ofte med at cykle hjemme efter løbet.
- Uge 26 og 27 er noget helt særligt i Trørød Børnehus. Samtidig med, at Tour de France løber over skærmen, sætter børnehuset nemlig gang i sit helt eget cykelløb. Børnene maler prikkede cykeltrøjer, bannere og flag, og så øver de cykelfærdigheder til den store guldmedalje, skriver Trørød Børnehus i en pressemeddelelse.

Hver dag mødes børnene på cykelbanen, hvor franske og danske cykelsange blæser ud af højtaleren. Det er afdelingsleder og pædagog, Mie Toft Spaabæk, der står bag initiativet. Hun fortæller:
- Tour de Trørød er en del af Trørød Børnehus’ pædagogik, hvor vi skaber et fællesskab i hele huset. Med børnehavebørnene starter vi med at gennemgå de forskellige dele på cyklen, og herefter viser vi børnene billeder og piktogrammer af de cykelaktiviteter, de skal lave. Vi har fokus på struktur, visuel understøttelse, forberedelse og selvfølgelig bevægelsesglæde og motorik, siger altså Mie Toft Spaabæk.
Og de glade cykelbørn cykler både slalom med én hånd og blandt hulahopringe. Alle kan deltage uanset cykeltype, fart og ambitionsniveau.
Den store finale
Sidste etape af Tour de Trørød afsluttes med en stor cykelfinale, hvor forældre er inviterede. Alle børnene ifører sig de hjemmelavede prikkede bjergtrøjer og cykler rundt om huset i deres grupper.

- Afslutningen plejer at være et kæmpe hit og en virkelig sjov dag. Når børnene har cyklet, afslutter vi dagen med juice og klapsalver fra de heppende forældre, siger Mie Toft Spaabæk og fortsætter:
- Forældrene støtter rigtig godt op om Tour de Trørød. Udover at medbringe cykler og forberede deres børn, så fortæller de også, at cyklen er med på sommerferie, og at børnene under og efter Tour de Trørød, cykler hjemme på vejen. Det sætter altså et godt aftryk, og det er jo fantastisk, slutter Mie Toft Spaabæk.