Per Heinicke, Øvej 33 B, 3550 Slangerup
Det er svært at ændre en beslutning, selvom man inderst inde og overfor sig selv må erkende, at man oprindeligt har taget fejl.
Er der tale om "confusion bias" i TMU i Ny Frederikssund kommune? Det er som om, at man udelukkende fokuserer på de argumenter, der underbygger en lukning af modtagepladsen i Slangerup og totalt negligerer argumenter, der taler for en bevarelse af modtagepladsen.
Man afviser de økonomiske argumenter.
Den udgift der bliver pålagt borgerne fra Slangerup og den ekstra belastning af miljøet, som bliver forårsaget af ekstra brændstofforbrug, bliver totalt negligeret til fordel for den beherskede besparelse, som Ny Frederikssund kommune kan opnå ved lukning af pladsen.
Kommunen sparer ca. 1,5 millioner, borgerne får en ekstra udgift på ca.2,3 milllioner, plus et tidsforbrug, der kan sættes til 1,6 millioner plus at miljøet bliver belastet med 158 tons CO2. Alle tal er pr. år.
Tilkørselsforholdene i Slangerup bliver karateriseret som utilfredsstillende. Men vil tilkørselsforholdene blive bedre ved Strandvangen med den nye St. Rørbæk by og en måske kommende motorvej, der ender ved Dybendal rundkørslen.?
Placeringen er dårlig hævder TMU. Det er den ikke for brugerne i Slangerup.
Hvor mange nye fraktioner, der vil blive tale om i fremtiden er svært at spå om, men det er næppe så mange, at de ikke kan indpasses på de 6000 m2 som pladsen i Slangerup råder over. I dag er pladsen jo på forkant med alle de stillede krav.
Ja det er svært at ændre en beslutning. Det kræver jo mod at stå frem og sige fra. Åbenbart også selv om det stillede lukningsforslag er helt ude i hampen. Men vi borgere vil huske afgørelsen, hvis pladsen lukkes. Mange af de 62 % stemmeberettigede borger fra Slangerup og Frederikssund vil jo næsten dagligt slås med de pålagte problemer omkring anvendelsen af den ny losseplads. 18 %, dem fra Slangerup, vil oven i hatten også blive pålagt en ekstraskat på ca. 4 mill. kr. om året.
Ingen tvivl om, at Sammenlægningsudvalget, det kommende byråd i Ny Frederikssund, vil blive husket og bedømt ved det førstkommende kommunevalg.! Man har vel et standpunkt, til man træffer et nyt !