sammenlægning
I det der bliver Rudersdal Kommune ved årsskiftet, er der pt. to tilbud om at tage 10. klasse med, før eleverne forlader grundskolen. Det foregår på henholdsvis Trørødskolen og på 10. klasse skolen på Mantziusgården, og i disse dage står den førstnævnte til at blive nedlagt.
I hvert fald arbejdes der i Sammenlægningsudvalget med en model, hvor alle 10. klasses aktiviteterne samles i lokalerne på Mantziusgården i Birkerød, og Økonomiudvalget tiltrådte i mandags Børne- og Skoleudvalgets indstilling.
I praksis betyder det, at alle 10. klasses elever i fremtiden kommer til at gå samlet i de nuværende lokaler i Rektorfløjen i Mantziusgården, og at skolen administrativt kommer til at høre under Toftevangskolen.
Forvaltningen vurderer, at der med det nuværende elevtal er plads nok i de eksisterende lokaler. Men det bemærkes, at der i regeringsgrundlaget er lagt op til drøftelse om 10. klassernes fremtidige indhold og form, hvorfor Mantziusgården ses som en slags foreløbig løsningsmodel.
I de seneste år har mellem 60 og 70 elever valgt at bruge et år ekstra i grundskolen. Og for skoleåret 2006/2007 er der således 40 elever fra Birkerød, og 23 elever fra Søllerød der benytter har sig af tilbuddet.