Belysning Hvis du for nyligt har kørt på Frederiksborgvej i Gladsaxe Kommune og har undret dig over belysningen, så er du ikke alene. Det normale hvide lys er nemlig byttet ud med et rødt lys, og det er ikke sket for sjov.
Lyset er ændret ved årsskiftet, og det er sket af hensyn til en flagermuskoloni, der bor ved Skovbrynet. Det er Gladsaxe Kommune, der nøje har udvalgt lyset, så det generer flagermusene og dermed biodiversiteten mindst muligt.
Rødt lyst er bedst
Et hollandsk forskningsprojekt viser nemlig, at lys, som indeholder korte bølgelængder, såsom blåt, grønt og hvidt lys, ser ud til at have en større effekt på flagermusenes aktivitet og adfærd, end lys med længere bølgelængder som for eksempel rødt lys. Det røde lys er også det bedste lys for de fleste arter af flagermus, når de jager føde.
Da vejbelysningen alligevel skulle renoveres valgte Gladsaxe Kommune derfor at tage hensyn til dyrearten.
“Vi har ønsket en belysning, der påvirker flagermusene og naturen mindst muligt, uden at gå på kompromis med trafiksikkerheden. Ingen lys eller slukket lys ville være det bedste lys for flagermusene, men da det ikke er muligt, er rødt lys det bedste, og det har vi så valgt på den del af strækningen, hvor flagermusene bor,” siger vejingeniør Jonas Jørgensen fra Trafik og mobilitet i Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.
Flagermuskolonien ved Frederiksborgvej, Gladsaxe
Ved Frederiksborgvej er der registreret syv arter flagermus. Ingen af de syv arter er vurderet truet eller rødlistet. Men især for dværgflagermusen, som er den mest almindelige art i området, og den langhårede flagermus er der størst risiko for negativ indflydelse fra veje.
Kilde: En vejledning, Flagermus og større veje. (En rapport udarbejdet for Vejdirektoratet. Af Julie Dahl Møller og Hans J. Baagøe)