Donation til Ordrupgaard

Det er en gammel drøm, der måske snart kan gå i opfyldelse.

Ordrupgaard har længe ønsket at overtage nabohuset på Kratvænget 15 i Charlottenlund. Det var nemlig arkitekten Finn Juhls private bolig, og det kunne være spændende, hvis publikum kunne opleve, hvordan den verdenskendte arkitekt og møbeldesigner havde indrettet sig helt privat.

Lotte Braagaard fra Ordrupgaard bekræfter, at museet er blevet tilbudt Finn Juhls hus af den nuværende ejer.

Men da Ordrupgaard Museum er statsligt ejet, er donationen nu havnet i Kulturministeriet, hvor der i øjeblikket tages stilling til, om man ønsker at tage i mod den flotte donation.

Ikke egnet til fredning

Finn Juhl var arkitekt, men mest kendt for sine møbeldesigns, som i dag står i mange hjem verden over og er udstillet på museer i Europa, USA, Japan og Australien.

Efter Finn Juhls død i 1989 overtog hans enke, teaterforlægger Hanne Vilhelm Hansen, boligen, som hun bevarede intakt med alt inventar indtil sin død i 2003.

I 2004 blev huset sat til salg, da Kulturarvestyrelsen ikke fandt boligen egnet til fredning, til stor skuffelse for naboen Ordrupgaard.

Huset er tegnet af Finn Juhl og opført i 1942 i funtionalistisk stil og blev i 2004 erklæret bevaringsværdigt.

Marketing og PR-chef på Ordrupgaard, Lotte Braagaard, forventer en afgørelse fra Kulturministeriet i de kommende uger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...