Han forlod barndomsklubben for 27 år siden, og har siden sat sit præg på dansk fodbold i B1903 og FCK, men også gennem 17 optrædener på det danske landshold. Nu vender 47-årige Pierre Larsen tilbage til klubben, hvor det hele startede. Han skal være cheftræner for VBs førstehold, der skal finde sine ben at stå på efter nedrykningen til Danmarksserien. Pierre Larsen sluttede karrieren med et dansk mesterskab sammen med FCK i 1993, og har siden været træner for Skovlunde, AC Ballerup og Måløv. -Vi tror, det er ham, der kan samle det og lave en seriøs gang træning. Han er en type, der vil arbejde benhårdt for klubben. På det her tidspunkt er han den helt rigtige til at skabe sammenhold, lyder det fra VBs formand Søren Jensen. Hovedpersonen betegner dog sig selv som en overgangsfigur.- Klubben har spurgt, om jeg vil hjælpe dem i den nuværende situation, og det har jeg sagt ja til. Vi laver det på betingelser, som alle er interesseret i, lyder det fra Pierre Larsen, som indtil videre har underskrevet en aftale for tre måneder. -Jeg kan med noget rutine og erfaring forhåbentlig bidrage til, at klubben fortsat spiller i danmarksserien, og forhåbentlig kan være med til at spille om oprykning til 2. division, mener Pierre Larsen.