Et barn er kommet alvorligt til skade på grund af Stormen Malik. For søndag aften væltede et træ ned over en villa på Krathusvej i Charlottenlund. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- Der er to store træer på 12-15 meter på Krathusvej, der vælter i forbindelse med stormen. Det ene træ vælter hen i det andet træ, som så vælter nedover et hus, der mere eller mindre bliver kløvet i to, siger vagtchef Michael Dalby fra Nordsjællands Politi.
I huset bor en børnefamilie. Familiens tre børn på 13, 9 og 5 år befandt sig på husets 1. sal, og den ene af børnene er kommet slemt til skade med hovedet, oplyser politiet.
Ulykken blev anmeldt kl. 18.51, og politiet kan ikke oplyse, hvem af de tre børn, der er tale om, men oplyser, at alle fem familiemedlemmer er blevet tilset på hospitalet.
