For over to år siden blev den første skovl sat i jorden på Roskildevej, hvor der siden er blevet knoklet med blandt andet klimatilpasning og etablering af fjernvarme. Det langvarige projekt har resulteret i lukkede veje og frustrerede borgere. Nu bliver en strækning på vejen åbnet og slutdatoen for projektet rykkes frem.
Ifølge forsyningen forventes det, at vejstrækningen på Roskildevej mellem Holbækvej og Fælledvej åbner for dobbeltrettet trafik senest fredag den 12. juli 2024. Der asfalteres i denne uge, og i starten af uge 28 laves der vejafmærkning.
Tager hul på sidste kapitel
Ringsted Forsyning oplyser også, at de fra uge 29 til og med oktober går i gang med allersidste kapitel i forhold til klimatilpasning af Roskildevej.
Mens der arbejdes på Roskildevej vil det fortsat være muligt at komme til og fra Circle K og Rema 1000 samt Benløse Skel.
Hele projektet forventes afsluttet oktober 2024, hvilket er flere måneder tidligere end forventet.
