Rundt om Lise-Lotte Lohmann

INTERVIEW: "Jeg er vokset op på en stor gård lidt uden for Odense, og på det tidspunkt var det helt uhørt at købe kunst på Fyn. Min far var landmand, men af en eller anden grund interesserede han sig meget for kunst og var uden tvivl den eneste i nabolaget, der kunne finde på at investere i det. Denne her skulptur købte han sammen med min mor, da jeg var barn. Jeg ved ikke, hvem der har lavet den, og jeg ved egentlig heller ikke, hvad det skal forestille, men jeg har altid været vild med den. Der er en masse labyrinter i den. Det kan jeg godt lide. Engang gemte jeg en pakke cigaretter i den til en fest, som jeg først opdagede igen flere måneder efter.Jeg var den yngste ud af en søskendeflok på tre. Og jeg er helt sikker på, at mit sociale gen stammer fra min barndom på gården. Udover mine søskende var der masser af karle og unge piger på gården, så jeg var altid omgivet af mindst 20-30 mennesker hver dag.Det er nok også derfor, at jeg aldrig kunne finde på at holde en middag for fire eller seks personer. Det ved jeg slet ikke, hvad er. Hos mig er vi altid mindst 12 mennesker til middag, og jeg har svært ved at forstå, at folk kan få sved på panden ved tanken om, at de skal have seks mennesker til middag.I min barndom var vi altid mange mennesker til at spise. Vi anede aldrig om vi var 8 eller 16. Så når folk flipper ud over at skulle have mere end to til middag, har jeg svært ved at følge dem.Jeg var glad for at bo på landet og har mange gode minder derfra, men i dag har jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle flytte ud af byen."

Kærlighed ved første blik

"Peter og jeg blev gift i 1989. Jeg var 32 år og han var 15 år ældre. Jeg så ham første gang ude på Bakkens Hvile, hvor jeg fik at vide af nogle af de andre piger, at det var Peter Storm, der var journalist på Ekstra Bladet. Siden jeg var helt ung, havde jeg trofast læst hans artikler, og da jeg så ham stå der i menneskevrimlen, var jeg sikker på, at det var den mand, jeg ville giftes med.Jeg tog mod til mig og gik ned og hilste på ham ham, men det var først et år efter, at vi fik mulighed for at snakke rigtig sammen. Han interviewede mig i forbindelse med en kabaret, jeg lavede ned på Liva i Nyhavn, og jeg var slet ikke i tvivl: Jeg skulle bare have ham! Men for at få ham, var jo nødt til at gøre et eller andet, så efter tre dage ringede jeg til ham og sagde tak for interviewet, og søreme om han ikke invirerede mig med ud og spise den næste dag!Efter middagen spurgte han, om jeg havde lyst til at gå med ham hjem. Jeg var godt klar over, at vi ikke skulle hjem og drikke te, men jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte, at det ikke var nu, jeg skulle stå og spille en snerpet, ung pige fra Fyn. Så jeg sagde ja, og kom aldrig ud af hans lejlighed igen. Alle andre havde nok betænkt sig ved at gå med hjem i seng efter den første date, men selvfølgelig skal man det! Det er jo der, man finder ud af, om man har lyst til at se hinanden igen. Længere er den ikke. Jeg gider ikke at skulle sidde og drikke kaffe og tage på date fire gange, inden man begynder at rykke. Nej, man skal ud og drikke sig fuld og tage hjem sammen, og så kører den derfra! Peter og jeg blev vi gift et år efter, og vi nåede at få ti år sammen, inden han døde af kræft.Det var ubetinget de bedste år i mit liv. Jeg tror ikke, der er mange, der har oplevet at elske i ti år med den mand, man er gift med. Men det gjorde jeg. Det hele fungerede. Også vores sexliv. Nu har jeg en ny, jeg skal giftes med. Han ved det bare ikke endnu. Jeg skal lige have ham skilt først, så det kan godt være, der går lidt tid."

Et nyt kapitel

"Det her billede holder jeg meget af. Det er et billede, som Jørgen Nash har malet og foræret Peter og jeg. Jørgen Nash og Peter kendte hinanden rigtig godt, og en dag da min mand kom ind på sit kontor på Ekstra Bladet, lå billedet på hans skrivebord med en hilsen til os.Hver gang jeg kigger på det, minder det mig om den fantastiske tid, Peter og jeg havde sammen, da vi boede i vores hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Billedet hængte i vores køkken. Og derfor hænger det også i mit køkken nu, så jeg kan kigge på det hver dag.Jeg elskede at bo i Kartoffelrækkerne, men det rummede alt for meget af min fortid og jeg følte at jeg stid stille.Nogle år efter Peters død flyttede en ny mand ind, som jeg havde mødt. Han boede der i fire år, men det blev aldrig hans hjem. Det var mit og Peters hus, og jeg kunne bare mærke, at det var tid til at komme videre i mit liv. Der måtte ske en forandring og derfor valgte jeg at flytte i en lejlighed på Frederiksberg, hvor jeg kunne starte på en frisk.Det har været benhårdt. Det med at flytte fra noget, man elsker højt, er jo ikke noget, man sådan bare lige gør. Men jeg var nødt til at få det chok, det var at flytte. Hvis der skulle ske noget nyt i mit liv. Og hvis der skulle være plads til en ny mand, kunne det ikke være i det hus, som var så fyldt med minder fra min tid med Peter. Nu kan jeg mærke, at jeg har rykket mig både fysisk og åndeligt. Jeg har det godt. Men hold da op, hvor har det været en sej kamp.Det har været mig selv, der har måttet hive mig op i nakkehårene. Fuldstændig. Der har hverken været terapeuter eller noget andre ind over. Jeg tror på, at der kun er en selv, der kan løse sine problemer. Nogen gange er man nødt til at sparke sig selv i røven og sige til sig selv, at nu tager du dig fanme sammen."

Svigermors stol lever

Denne her stol har jeg fået af min svigermor, dengang, hun levede. Det er ikke lige min stil, så på et tidspunkt, efter hun var død, havde jeg købt noget lækkert, dyrt, fransk stof, som jeg ville ombetrække den med. Men så kom jeg til at se på stolen og tænkte: det kan jeg ikke! Jeg kan ikke rive noget stof af, som min svigermor har siddet og håndbroderet, fordi hun ville glæde mig. Det kan godt være, det ikke er en særlig tjekket. stol Men den er lavet med kærlighed, og sådan noget kan man ikke bare smide ud. Så den lever, og det bliver den ved med.Jeg har det på samme måde med alle mulige andre gaver. Jeg synes ikke man kan tillade sig at sige, at man gerne vil bytte den. Det er jo ikke så meget gaven det handler om. Det er tanken, der ligger bag."

Drømmen om et køleskab

"Lige siden jeg var 18 år har jeg ønsket mig et amerikansk køleskab, der kunne lave isterninger. Det har jeg fået nu, hvor jeg er flyttet til Frederiksberg, og det er helt vidunderligt. Jeg er virkelig på toppen over det. Vi er tit en masse mennesker, der mødes over nogle flasker sprut og laver store drinks. Og så er der bare isterninger i læssevis. Det er skønt! Især fordi der samtidig er plads til en masse mad. Efter utallige mislykkede slankekurer, har jeg endelig fundet opskriften på, hvordan jeg slanker mig. På et år er det lykkedes mig at tabe tabt mig 38 kg. Og det er hverken ved hjælp af piller eller slankepulver. Opskriften er ganske enkelt at undgå mellemmåltider. Jeg spiser tre måltider om dagen og skærer alt andet væk. Nogle mennesker bliver enormt provokeret, når jeg siger det. Men der altså kun en ting, der hjælper, og det er at lade være med at proppe noget i munden hele tiden. Og så er jeg for første gang i mit liv begyndt at dyrke motion. Siden november har jeg spillet squash tre gange om ugen sammen med min nevø. Efter vi har spillet ligger jeg henover bordet og er fuldstændig færdig. Jeg er så grim, så grim. Men når jeg har fået vejret igen og har sundet mig lidt, har jeg det bare SÅ godt. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg er fuldstændig vild med det. Og jeg giver mig hundrede procent, når jeg er på banen. De første gange kunne jeg slet ikke sige noget efter kampen. Så smadret var jeg. Men nu er jeg ved at være i bedre form, og der er ikke længere så dugget i bilen, når jeg kører hjem fra træning!" griner Lise Lotte Lohmann.