Både på arbejdspladser og i skoleklasser snakker man meget om fraværsprocenter, men hvordan ser billedet ud på rådhuset, når de drøfter alverdens sager og budgetter for kommunen i løbet af en valgperiode på fire år, og hvor mange penge tjener man egentlig som menigt medlem i kommunalbestyrelsen, det har avisen undersøgt. Lad os starte med det sidste først.
98.687 kroner svarende til 8223 kroner pr måned fordelt ud på et helt år, så meget eller lidt, alt efter hvem der kigger på tallene, tjener de 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer for at sidde i kommunalbestyrelsen i Rødovre, som har tolv møder årligt. Udover det beskrevne vederlag får medlemmer også ekstra gage i de forskellige udvalg, som de repræsenterer, mens Britt Jensen i kraft som borgmester ligeledes får et stort vederlag ved siden af for borgmestertjansen og formandsposten i økonomiudvalget.
Både godt og skidt
Med et skarpt blik ned over fraværsmængden viser tendensen, at der har været 48 afbud over fire år. Det svarer i snit til, at der har manglet et medlem hver gang, men helt så sort og hvidt, kan man ikke gøre det op, da nogle medlemmer har været mere væk end andre. Faktisk tegner fire nu tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer sig for lidt over halvdelen af alle afbud.
I den anden ende af skalaen har fem medlemmer slet ikke misset et eneste kommunalbestyrelsesmøde.
En af dem, som har været troligt og fast inventar hver gang, siden hun overtog Socialdemokratiets mandat fra Brian Møller den 26. november 2019, er Birgitte Glifberg, som fandt det en kende morsomt, at avisen ringede og spurgte, hvordan det kunne være, at hun ikke havde misset et eneste møde i sin tid i Kommunalbestyrelsen.
“Du må undskylde, at jeg griner, men jeg synes, det er lidt sjovt, at du ringer og spørger mig om, jeg passer mit arbejde, for selvfølgelig gør jeg det,” lød det grinende svar fra Birgitte Glifberg.
Efter at have sundt sig lidt, satte hun følgende ekstra ord på, hvorfor hun finder det vigtigt at være med hver gang kommunalbestyrelsen holder møder.
“Jeg møder op, fordi jeg er folkevalgt til at varetage en opgave og har fået tildelt et ansvar. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at man møder op. Det forventer vælgerne, og det gør jeg også. Jeg prioriterer kommunalbestyrelsesmøderne, sådan så mine andre aftaler ikke karambolere med Kommunalbestyrelsesmøderne, som ligger fast på en tirsdag en gang i måneden. Det vil jeg blive ved med at gøre,” begrundede hun.
Årsagerne til, at nogle har misset flere møder end andre, kan være alt fra sygdom og ferie, til andre møder i bestyrelser eller kommunale og regionale anliggender, der har været i samme tidsrum som kommunalbestyrelsesmødet.
Steen Skriver Rasmussen 7, Brian Møller 7(udtrådte som følge af sygdom i november 19), Claus Gisselmann Olsen 7, Kenneth Rasmussen 5, Erik Nielsen 4, Britt Jensen 3(0 efter hun blev borgmester), Annie Arnoldsen Petersen 2, Flemming LØ Hansen 2, Lene Due 2, Pia Hess Larsen 2, Michel Berg 2, Kim Hammer, Anders Torm Nielsen, Ahmed Dhaqane, Kim Drejer Nielsen og Niels Spittau hver en gang.
De havde intet fravær: Peter Mikkelsen, Marianne Christensen, Jan Kongebro, Birgitte Glifberg og Mogens Brauer