Loppemarked bliver begrænset

SALG På søndag åbner det traditionelle Lyngby Loppemarked, men det er en uge senere end normalt, og det vil ikke være den eneste forskel i forhold til tidligere.

I alt fem søndage må loppemarkedet nemlig holde lukket denne sommer, fordi Lyngby Storcenter har åbent de dage.

Inge Jørgensen, der er leder af Virum-Sorgenfri Håndboldklub, som igen i år står for at arrangere loppemarkedet, er dybt skuffet over den begrænsede åbningstid. Hun frygter, at det vil være til stor gene for loppemarkedet og dets kunder.

"Det værste ved det her er, at vi har svært ved at få informeret mange af vores besøgende om, hvornår der er lukket. Det er især problematisk, hvis folk kommer inde fra København, for så er der mange, som kan risikere at køre forgæves, fordi de ikke aner, at der er lukket," siger Inge Jørgensen.

Hun fastslår samtidig, at lukkedagene også kommet til at koste foreningen en del omsætning sommeren over.

"Det er klart, at det da heller ikke rent økonomisk er en god forretning for os kun at have åbent 16 dage i forhold til de normalt 21. Det betyder omkring 100.000 kroner mindre i omsætning," siger Inge Jørgensen, der mener det er ærgerligt, at der ikke kunne findes en bedre løsning.

For lidt parkeringplads

Virum-Sorgenfri Håndboldklub har fået tildelt tilladelsen til at afholde loppemarkedet af Lyngby-Taarbæk Kommune, men det er altså også kommunen, der har besluttet, at loppemarkedet skal holde lukket de pågældende dage.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Teknisk Udvalgs formand Liss Kramer Mikkelsen, men ifølge leder i Park- og vejafdelingen, Niels Ibsen, er begrundelsen, at parkeringskapaciteten ikke kan holde til både et åbent storcenter og et loppemarked.

"Vi har vurderet, at der simpelthen ikke er plads til alle bilerne de søndage, hvor storcenteret har åbent. Og det gælder jo især i øjeblikket, hvor noget af parkeringskælderen under centeret er ved at blive bygget om," siger Niels Ibsen, der påpeger, at Loppemarkedet til gengæld har fået tilbuddet om, at udvide sæsonen i begge ender.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...