TRAFIK Til sommer bliver der god mulighed for at brede sig, når man går tur på Lyngby Hovedgade.
Lyngby-Taarbæk planlægger nemlig at omdanne hovedgaden til en gågade i en forsøgsperiode på tre måneder.
I juni, juli og august vil stykket mellem Nørgaardsvej og Toftebæksvej således blive bilfri zone, mens det sidste stykke ned til rundkørslen ved kirken ikke er inkluderet i planen om den nye gågade.
Formanden for teknisk udvalg, Liss Kramer Mikkelsen (S), er glad for at tiltaget nu kommer i gang, og ifølge hende kan prøvetiden på de tre måneder på sigt godt blive en permant løsning.
"Det vil give helt nye muligheder i gågaden, som for eksempel udendørsservering på caféerne. Går forsøget godt, så kunne man forlænge det til efteråret, og måske simpelthen gøre det permanent," siger Liss Kramer Mikkelsen, der traf beslutningen sammen med et enigt udvalg.
Også i de politiske kredse uden for udvalget er man godt tilfreds med beslutningen - især hos Det Radikale Venstre, der havde en omlægningen til gågade højt oppe på valgprogrammet i efteråret.
"De radikale er yderst glade for den beslutning, der nu tegner sig i Kommunalbestyrelsen. Vi venter os meget af den fredeliggørelse, det vil give af bykernen i den travle sommertid. Der er en række følgebeslutninger om for eksempel cykeltrafik og brug af gaderummet, vi skal til at se på også, men det vigtigste for os, er at vi nu kommer i gang," siger Henrik Brade Johansen (R).
Kritisk handel
Inden planen endeligt bliver sat i værk, vil kommunen dog vende idéen med byens handelsforening, da beslutningen vil have indflydelse på de mange butikker langs Lyngby Hovedgade.
Ifølge næstformand i handelsforeningen, Thorkild Baltzer, skal kommunen dog ikke forvente, at idéen får en decideret positiv modtagelse i foreningen.
"Vi har ikke drøftet det nye forslag i foreningen endnu, men generelt set er vi da ikke så begejstrede for idéen om en gågade. Det er prøvet før uden succes," siger Thorkild Baltzer og fortsætter:
"Min egen personlige holdning er, at der er visse problemer med at lave gågade i hovedgaden. Der kommer blandt andet til at virke mennesketomt, fordi gaden er så bred, og så er der også flere butikker, der er afhængige af, at kunderne kan komme hen til dem i biler."