De seneste år har ParadIS isbutikker trukket lange køer sommeren igennem på blandt andet Skt. Hans Torv og Vesterbro Torv. På lørdag indtager is-kæden Strandvejen i Hellerup - i håb om at også Hellerupborgerne vil falde for den italiensk-inspirerede ParadIS.
Bag den nye ParadIS butik på Strandvejen 189 står Ordrupborgeren Peter Nielsen, som tidligere havde firmaet Ordrup Ejendomsservice.
En drøm om at prøve noget nyt, inden det er for sent, resulterede i, at Peter Nielsen i september sidste år søgte om at blive franchiseindehaver af en ParadIS butik. Efter lang tids forberedelser og et intensivt kursus i at lave is kan han nu slå dørene op til den nye butik.
"Jeg ser det som et avanceret efterlønsprojekt, jeg er jo 58 år gammel," fortæller Peter Nielsen, som er den ældste af ParadIS' franchisetagere.
Plads til os begge
Egentlig ville Peter Nielsen gerne starte sit ParadIS på Ordrupvej, da han og hustruen har boet i Ordrup i 22 år. Men i samarbejde med Thor Thorsøe, som er manden bag den populære iskæde, faldt valget på 'Papermoons' gamle butik på Strandvejen, for alt taget i betragtning er der bare flere issultne mennesker i Hellerup end i Ordrup - især i sommerperioden.
Men der ligger også en anden populær is-butik på Strandvejen - nemlig Lydolphs Isbar.
Thor Thorsøe mener dog, der er så stor forskel på de to butikker, at der nok skal være kunder til begge.
"Jeg tror, vi kommer til at konkurrere på længden af køer. Hvor de fokuserer på kvantitet, fokuserer vi mere på kvalitet. Men jeg håber da, at det også vil gå Lydolph godt, for der er plads nok til os begge," fortæller Thorsøe.
Han spår dog ParadIS mere succes for eksempel i marts og april og på regnvejrsdage, hvor de populære isbokse med tre-fire forskellige varianter af is, som man kan tage med hjem til desserten eller aftenkaffen, kan friste.
Isende ildsjæl
Thor Thorsøes interesse for is startede, da han boede i Rom i slutningen af 90'erne. Her forelskede han sig i den lækre italienske gelato, og da han kom hjem til Danmark, åbnede han og en kammerat den første ParadIS butik i Århus.
I 2000 købte Thor kammeraten ud, og i 2003 startede han den anden butik op på Sankt Hans Torv på Nørrebro.
Siden er den nu 34-årige idémand og familien flyttet til Klampenborg - og det er kun gået fremad for ParadIS.
Sidste år var omsætningen i de seks butikker på 16 millioner, og med fire nye butikker er budgettet i 2006 på 25 millioner kroner. Om to-tre år håber Thor Thorsø, at der vil være 30-40 butikker herhjemme - og derefter går turen til Norge og Sverige.
Når Thor taler om ParadIS er der især én ting, der ligger ham på hjertet. Det er kvaliteten. Han kan fortælle i timevis om de gode råvarer: Rørsukker fra Brasilien, vanilje fra Madagaskar, karamel fra Argentina og pistacienødder fra skrænterne af Etna. Men ParadIS konceptet giver også de enkelte franchisetagere mulighed for at sætte deres eget præg på udvalget - dog er der ti ParadIS varianter, som altid skal være i frysedisken i alle butikker.
"Det er vigtigt for forretningen, at kvaliteten holdes i hævd, men også at varianterne er lokalt bestemt. Der skal være forskel på butikkerne," forklarer han.
For eksempel er den nye franchiseindehaver i Valby pakistaner, og han kan formentlig byde på andre varianter end Peter Nielsen i Hellerup.
Selvstændig med hjælp
Umiddelbart er det et stort spring for Peter Nielsen at gå fra viceværtvirksomhed i Ordrup til ParadIS på Strandvejen. Men han har fået masser af hjælp i opstartfasen. Han har været 'i lære' i butikken på Vesterbro, men han har også ansat en kok som bestyrer, så også i Hellerup er der spændende nye varianter på vej.
Åbningen af ParadIS på Strandvejen 189 fejres med gratis is til alle på lørdag den 18. marts klokken 12-17.
Du kan læse mere om ParadIS på www.paradis-is.dk - her kan du også bestille is og se dagens udvalg i alle butikkerne.